Trump og hans folk prøver at tale økonomien op trods blodrøde børser

Protester og demonstrationer mod Elon Musk, der ejer Tesla, breder sig i USA. Billedet er fra Palo Alto i Californien lørdag den 8. marts. Foto: Laure Andrillon/Reuters

Kritikere af USA's præsident, Donald Trump, giver ham skylden for den økonomiske usikkerhed, der har ramt USA's økonomi. Trumps økonomer nedtoner problemerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mange investorer i både USA, Asien og Europa har lige nu tunge dage.

Blandt de hårdest ramte er Tesla-aktionærer.

Elon Musk, en af verdens rigeste mænd og nær medarbejder for USA's præsident, Donald Trump, ejer Tesla.

Han leder Trump-administrationens program om at gennemføre massive nedskæringer i det føderale USA, og det har kostet mange amerikanere deres job. Der kommer flere og flere protester mod ham.

Trump-kritikere vender Tesla ryggen - ikke kun i USA.

Salget af Tesla-biler rasler ned, og det samme gør kursen på Tesla-aktier.

Da børsen i Wall Street lukkede mandag aften dansk tid, var Tesla nede med over 15 procent.

Da Trump vandt præsidentvalget i november 2024, steg aktien stort, men mandagens fald tog hele stigningen.

Nu prøver Trump at komme sin medarbejder til hjælp. Tirsdag morgen dansk tid skrev han på sit sociale medie Truth Social, at han vil købe ny bil.

- Jeg køber en splinterny Tesla i morgen tidlig som tegn på tillid og støtte til Elon Musk, i sandhed en fantastisk amerikaner.

Hvis Trump skal gøre noget for at vende den økonomiske situation, er det næppe nok at købe en ny bil.

Han kan imidlertid gøre noget. Markedet giver ham skylden for problemerne, som tog til i weekenden, da Trump ikke ville afvise, at USA kan komme i recession - altså at økonomien går i bakgear og bliver mindre.

Han sagde, at økonomien er i en overgangsfase, og det kan betyde højere inflation.

Eller "Trumpcession" som finansmediet Bloomberg og flere andre medier kalder det.

Elon Musk arbejder tæt sammen med USA's præsident, Donald Trump. Han holder endda weekend med ham. Billedet er fra West Palm Beach i Florida søndag den 9. marts, da Elon Musk går om bord i Air Force One, der skal flyve Trump tilbage fra weekenden i Florida til Washington D.C., USA's forbundshovedstad. Foto: Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix

Vendingen er en henvisning til, at markederne giver Trumps toldpolitik skylden for den store usikkerhed, som rammer økonomien.

Den ene dag lægger han 25 procent told på for eksempel alle canadiske varer. Dagen efter udskyder han det og taler om en anden toldsats. Det samme med Mexico og andre lande.

Det bliver umuligt for økonomer at vurdere konsekvenserne af toldkrigen for markederne, væksten og arbejdsløsheden.

Trump-administrationen afviser imidlertid at være skyld i problemerne.

Kevin Hassett leder Det Nationale Økonomiske Råd og er en af Trumps nærmeste økonomiske rådgivere. Han siger i et interview med CNBC, at der er mange grunde til at være optimist.

Også selv om nogle økonomer ifølge Reuters forudser, at USA's økonomi i årets første kvartal ender med at være i tilbagegang.

Hassett siger, at Trumps told over for Mexico, Canada og Kina allerede virker efter hensigten. Og den hensigt er, at tolden skal skabe mere produktion og flere arbejdspladser i USA.

Kevin Hassett mener, at de nuværende problemer i USA's økonomi kun er små bump på vejen. Der er grund til at være optimist. Hassett er en af USA's præsident, Donald Trumps nærmeste økonomiske rådgivere. På billedet fra præsidentkontoret i Det Hvide Hus står Hassett op, mens Trump sidder ned. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix

- Der er mange grunde til, at vi kan være optimistiske om fremgang i økonomien. Men ja, i indeværende kvartal er der et par små mislyde i dataene, siger han.

Ifølge Hassett er mislydene dels effekten af Trumps hurtige indførsel af told, dels arvegods fra Joe Biden, præsidenten før Trump.

Reuters påpeger dog, at da Trump blev taget i ed som USA's præsident den 20. januar, var arbejdsløsheden i USA tæt på at være historisk lav, der var et højt forbrug blandt amerikanerne, og bruttonationalproduktet havde i to år haft en stigende tendens.

/ritzau/

Den økonomiske situation i USA og Danmark

Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), vurderer USA's økonomiske problemer:

- USA er rendt ind i økonomiske udfordringer, som vil presse væksten i amerikansk økonomi.

- En offentlig sektor på slankekur, udvisning af immigranter, told på udenlandske varer og stor usikkerhed om økonomien truer med at tage luft ud af det amerikanske opsving. 

- Væksten kan tabe fart som følge af amerikansk told på varer fra deres vigtige samhandelspartnere, udvisning af immigranter og besparelser i den offentlige sektor.

- Lavere vækst vil også ramme dansk eksport. USA er med stor afstand Danmarks største eksportmarked. Amerikanerne købte sidste år danske varer og tjenester for 366 milliarder kroner.

 - Udsigterne for det amerikanske marked har lidt et knæk over de seneste måneder. Foruden lav vækst kan vi møde flere udfordringer for eksporten til USA. Svækket dollar samt potentiel told på danske og europæiske varer vil gøre det sværere at sælge til amerikanerne.

Kilde: /ritzau/

/ritzau/

Økonomer mener, at Trumps indførelse af høj told mod blandt andet Mexico og Canada har været med til at udløse den usikre økonomiske situation. I Canada slår myndighederne igen med told på amerikanske varer, og der er også forbrugerboykot af varer fra USA. På billedet sætter Trevor Hill skilte om at "købe canadisk" op i afdelingen for whisky i sin forretning i Vancouver, British Columbia, mandag den 10. marts. Foto: Jennifer Gauthier/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu