Trump og hans spareguru Elon Musk har nu kig på undervisningsministeriet
Præsident Donald Trump (til højre) og Elon Musk er i gang med omfattende nedskæringer i det føderale USA. Nu er turen kommet til undervisningsministeriet. Billedet er taget den 19. januar, dagen inden Trump blev taget i ed. Foto: Brian Snyder/Reuters
Trump og hans sparehjælper Elon Musk gør klar til at skære ned på USA's føderale undervisningsministerium. Kritikere advarer om, at det vil ramme de svageste.
Ritzau RitzauMaria Danilova, Ritzau-AFP/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Donald Trump har i sine første 30 dage som USA's præsident sat den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., på den anden ende med sine mange dekreter og omfattende besparelser og fyringer i det føderale USA.
Der er mere endnu. Det ser ud til, at undervisningsministeriet er det næste spareoffer i køen af offentlige institutioner.
Trump har beskrevet ministeriet som ineffektivt, spild af penge og domineret af "radikale fra venstrefløjen".
I et interview, som tv-stationen Fox sendte i weekenden, sagde Trump, at han vil give Elon Musk besked på at kigge nærmere på undervisningsministeriet.
Musk, verdens rigeste mand og manden bag blandt andet Tesla, er hyret af Trump til at gennemtrevle den føderale sektor for at finde besparelser.
Annonce
Det har medført tusindvis af tilbud til ansatte i den føderale sektor om at acceptere en aftrædelsesordning eller blive fyret senere.
Det har stået klart i et stykke tid, hvor det bar hen. Trump udpegede tidligere Linda McMahon som kandidat til posten som undervisningsminister. Og han gav hende besked på, at hun skal sørge for, at hun "mister sit job".
Hun er ikke godkendt af Senatet endnu. Høringen er planlagt til torsdag.
At nedlægge sit eget job er en anden vending for, at ministeriet afvikles. Det har fået demokratiske politikere, lærernes fagforbund og mange forældre til at råbe vagt i gevær.
De kalder republikaneren Trumps spareplan for et angreb på offentlig uddannelse.
På den anden fløj hylder konservative grupper planen som noget, der har været brug for længe. En plan, der skal genvinde kontrollen med amerikanske klasseværelser, som de siger.
Men de erkender, at det nok ikke bliver så let endda at skære drastisk i det store ministerium.
Becky Pringle er formand for Det Nationale Lærerforbund, USA's største fagforening. Hun siger, at nedskæringer kan blive ødelæggende for handicappede børn, for lavindkomstgrupper og for udsatte børn.
- Bliver det her en realitet, vil Trumps magtovertagelse stjæle ressourcer fra de mest sårbare elever, siger hun.
Demonstration i Washington D.C. den 5. februar. Der er vrede mod Elon Musk, verdens rigeste mand, som Trump har hyret til at skære ned i den føderale sektor. "Ingen har valgt Musk", står der på skiltene. Foto: Drew Angerer/Ritzau Scanpix
Hendes fagforbund vil sætte sig imod besparelser.
Annonce
Traditionelt har det føderale USA haft en begrænset rolle, når det gælder undervisning i USA.
Kun omkring 13 procent af finansieringen af grundskolerne kommer fra føderale konti, siger Pringles fagforbund. Resten kommer fra delstater og lokalsamfund.
Men de føderale tilskud er uundværlige, når det gælder finansiering af skoler for børn i lavindkomstområder og for elever med særlige behov.
Lindsey Burke, leder af forskning inden for undervisning på den konservative tænketank Heritage Foundation i Washington, roser Trumps plan om at nedlægge undervisningsministeriet.
Det har ikke formået at hæve standarden i skolerne. Amerikanske elever halter stadig fagligt efter elever fra mange andre lande i internationale undersøgelser, påpeger Burke.
Hun mener, at beslutninger om undervisning skal træffes lokalt.
Trump har udpeget Linda McMahon til posten som USA's næste undervisningsminister. Han har også givet hende besked på, at hun får til opgave at nedlægge sin ministerpost - altså at afvikle ministeriet. Hun skal til høring i Senatet torsdag. (Arkivfoto). Foto: Anna Moneymaker/Ritzau Scanpix
- Børn i South Carolina er anderledes end børn i Californien. Det her er USA. Det er et stort og forskelligt land.
Om det så kan lade sig gøre at lukke ministeriet, er en anden sag. Loven siger, at kun Kongressen kan lukke det, og de fleste kendere af sagen siger, at Trump ikke har flertal for en lukning.
- Det her er mest noget snak. Det vil ikke ske, siger Mike Petrilli, leder af den konservative tænketank Thomas Fordham Institute.
Det er dermed uklart, hvordan Trump og Musk vil ramme ministeriet og opløse det.
Annonce
Lindsey Burke mener, at de muligvis vil forsøge at flytte centrale afdelinger af ministeriet til andre organer i den føderale sektor.
/ritzau/
USA's undervisningsministerium
* Det føderale USA's undervisningsministerium står for omkring 13 procent af finansieringen af grundskolerne i USA. Resten betales af delstaterne og lokalsamfundene.
* De føderale tilskud er blandt andet rettet mod lavindkomstområder, handicappede elever og udsatte grupper.
* Den føderale regering har haft en hovedrolle i at sikre beskyttelse af rettigheder for elever, herunder en historisk højesteretsdom fra 1954. Den satte en stopper for raceadskillelse i offentlige skoler.
* I 1990 sikrede en føderal lov, at handicappede har ret til uddannelse.
* Ministeriet har omkring 4400 ansatte.
* I 2024 havde det et budget på 238 milliarder dollar - 1666 milliarder kroner.
Seneste artikler
Træet bragede ned foran Mikkel - fire mænd tog flugten: Et år senere er mysteriet stadig uløst
Kim Fournais foretager økonomisk træk
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Optimisme trods fald i ansøgning: - Vi har altid et fokus på, at endnu flere søger os
Mere end tusind fysiske butikker har drejet nøglen om på fem år
Mest læste artikler
Ledelse på skole er væk
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud
Ejer af grillbar: Alt er smeltet