Trump og Kim Jong-un indleder topmøde på tomandshånd
Der er spænding i luften, tweeter Trump fra Singapore forud for tirsdagens topmøde med Nordkoreas leder.
- Skønt at være i Singapore, der er spænding i luften!, skriver USA's præsident, Donald Trump i et tweet forud for sit møde tirsdag med Nordkoreas Kim Jong-un.
Dagsordenen for mødet mellem de to ventes at kredse om især en fjernelse af alle atomvåben på Den Koreanske Halvø. Men en officiel køreplan for mødet foreligger ikke.
Det Hvide Hus oplyste for knap en uge siden, at mødet ventes at begynde klokken ni om morgenen lokal tid. Det svarer til midt om natten dansk tid.
Ifølge en embedsmand fra den amerikanske centraladministration vil tirsdages møde blive indledt med en samtale kun mellem de to statsledere og tolke.
Samtalen ventes at vare cirka to timer, hvorefter mødet bliver udvidet med parternes rådgivere, oplyser embedsmanden, der udtaler sig anonymt, til nyhedsbureauet AP.
Kim Jong-un er ifølge det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA ledsaget af blandt andre sin udenrigsminister, sin forsvarsminister og sin søster. Trump har blandt andre sin udenrigsminister, Mike Pompeo, med.
I takt med at uret tikker ned til det historiske møde, er forberedelserne i kulisserne i fuld gang.
Talsmand i Det Hvide Hus, Sarah Sanders, oplyser, at repræsentanter fra de to lande mandag mødes. Ifølge Reuters er formålet med "arbejdssamtalerne" at "indsnævre" eventuelle uenigheder, før det bliver alvor tirsdag.
Den amerikanske delegation til mødet anføres af den erfarne diplomat Sung Kim, som for nylig har haft samtaler med nordkoreanske embedsfolk.
Tirsdagens møde er henlagt til luksushotellet Capella på Sentosa, en ø ud for havnen i Singapore med dyre hoteller, en temapark og menneskeskabte strande.
Før afrejsen til Singapore sagde Donald Trump, at han var på en "fredsmission". Men han sagde også, at Kim Jong-un kun får denne ene chance.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker