Trump og Musk på vej med massefyringer inden for hjælp til veteraner

James Stancil er handicappet veteran fra USA's flyvevåben. Han stemte på Donald Trump i november. Nu mindre end to måneder inde i Trumps embedsperiode er Stancil fyret fra en sundhedsklinik for veteraner i Virginia. - Jeg tror, at mange stemte som jeg, og vi er alle blevet forrådt, siger han ifølge avisen Midland Daily News til AP. Foto: Morry Gash/Ritzau Scanpix

Trumps sparekniv nærmer sig ministeriet for veteraner. Op imod 80.000 kan snart ventes at miste deres job. Netop veteraner er ellers blandt Trumps kernevælgere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et stort flertal af USA's veteraner var med til at sende Donald Trump ind i Det Hvide Hus, da de stemte ved præsidentvalget den 5. november i fjor.

Det betyder imidlertid ikke, at de er immune for de kæmpe spareøvelser, som præsident Trump og hans nære medarbejder, rigmanden Elon Musk, er i gang med.

For snart ankommer Musk med sparekniven til ministeriet for veteraner (VA).

Reuters har set et internt memo, som er skrevet af Christopher Syrek, departementschef i ministeriet.

Det er stilet til ledende embedsmænd. Heri står, at antallet af ansatte skal tilbage til 2019-niveau, da ministeriet havde lidt under 400.000 ansatte i hele USA.

Efter Reuters udregning betyder det en nedskæring på 82.000 medarbejdere.

Nyhedsbureauet AFP citerer Doug Collins, minister for veteraner, for at sige, at tallet er lidt over 70.000.

- Vi beklager, at nogen skal miste deres job, og det er ekstraordinært svært for mig som VA-chef og minister at træffe den slags beslutninger. Men den føderale regering er ikke til for at beskæftige personer. Den er til for at tjene personer, siger han.

De planlagte fyringer er større end foreslåede fyringer i andre regeringsorganer. Det vil ramme en gruppe mennesker, som er blandt de mest beundrede og respekterede i USA, nemlig militærveteraner, skriver Reuters.

VA sikrer veteraner sundhedshjælp og en lang række andre goder.

Kritikere siger, at nedskæringerne vil ramme hjælpen til soldaterveteranerne. Der er VA-kontorer og faciliteter i alle delstater. Der er hjælp til sårede på krop og sjæl.

Der er godt 15 millioner veteraner i USA, 6,1 procent af den voksne befolkning over 18.

Trump og Musk er ikke blandt dem.

61 procent af veteranerne sagde forud for præsidentvalget i november 2024, at de ville stemme på Trump.

Everett Kelley er formand for de føderalt ansatte amerikaneres forbund. Han retter hård kritik mod planen.

- Disse medarbejdere, der snart bliver fyret, er patriotiske amerikanere, der har valgt at arbejde for VA, fordi de oprigtigt går op i, at veteraner og deres familier har det godt, siger han.

- VA har i mange år været underbemandet. Veteraner har ventet i lang kø, siger han og tilføjer, at det kun kan blive værre med fyringerne.

AFP har set et memo, der fortæller, at ministeriet skal samarbejde med Departement for Regeringseffektivitet (Doge).

Det er det organ, som Trump og Musk har oprettet til at gennemføre store nedskæringer i det føderale USA.

I memoet står der, at ministeriet og Doge vil "identificere og eliminere spild, reducere ledelse, bureaukrati og dobbeltarbejde og øge de ansattes effektivitet".

De varslede nedskæringer falder ikke i lige god jord alle steder i Trumps republikanske parti.

Demokraterne i Kongressen kritiserer skarpt Trumps planer om nedskæringer for veteranerne. Her er det minoritetsleder i Repræsentanternes Hus Hakeem Jeffries, der på en pressekonference onsdag kaldte planerne for uacceptable og uamerikanske. Foto: Kevin Dietsch/Ritzau Scanpix

Jerry Morgan, republikansk formand for Senatets udvalg for veteraner, lufter en forsigtig kritik.

- Der er brug for reformer i VA, men de nuværende tiltag for at nedskære ministeriet og øge effektiviteten skal gøres mere ansvarligt, siger han ifølge Reuters.

Lindsey Graham, republikansk senator og allieret med Trump, lød overrasket over omfanget, da han kommenterede det:

- Jeg er sikker på, at VA kan reduceres. Men hvis man er veteran og læser om det i avisen, så bliver man rystet.

Naveed Shah, politisk chef i græsrodsgruppen for veteraner Common Defense, er ked af nedskæringerne.

- Han udrenser et system, der er designet til at tage sig af vore brødre og søstre fra militæret.

Anna Kelly, pressetalskvinde i Det Hvide Hus, affærdiger kritikken. Hun siger, at Trump vil bevare goderne for veteraner, men han vil af med det "oppustede bureaukrati".

Elon Musk med kasketten og USA's præsident, Donald Trump, i Det Ovale Værelse den 11. februar. Deres nedskæringer i USA's føderale sektor nærmer sig veteranerne fra militæret. Foto: Kevin Lamarque/Reuters

/ritzau/

USA's veteraner

* Ud af USA's befolkning på omkring 340 millioner mennesker var 15,8 millioner i 2023 veteraner. Det er 6,1 procent af amerikanere over 18 år.

* 1,7 millioner af veteranerne var kvinder. Det svarer til 10,9 procent. 27,9 procent var 75 år eller ældre. 8,3 procent var 35 år eller yngre.

* Langt færre amerikanere end tidligere gør tjeneste i militæret. I 1980 var omkring 18 procent af amerikanere over 18 veteraner.

* En meningsmåling offentliggjort den 30. september 2024 viste, at 61 procent af veteranerne sagde, at de ville stemme på Republikanernes kandidat ved præsidentvalget den 5. november. Altså på Donald Trump.

* 37 procent ville stemme på Demokraternes Kamala Harris.

Kilder: Tænketanken Pew Research Center og United States Census Bureau.

/ritzau/

Ministeriet for veteraner i fem punkter

* Det amerikanske ministerium for veteraner (VA) har omkring 480.000 ansatte.

* De er beskæftiget over hele landet. VA har kontorer og forskellige faciliteter og institutioner til at hjælpe veteraner i alle 50 delstater.

* Ministeriet administrerer også et omfattende program, hvor veteraner kan få goder til sig selv og til deres familier.

* Det kan være sundhed, handicaphjælp, uddannelse, hjælp til at finde et job, pension, hjælp i hjemmet, forsikringer, begravelser og meget mere.

* Der er også hjælp til soldater, som stadig er i tjeneste og altså ikke veteraner endnu. Det kan være fordelagtige lån, hjælp til uddannelse, hjælp til at etablere sig efter tjenesten.

Kilder: Reuters og va.gov.

/ritzau/

Doug Collins, minister for veteraner, er her fotograferet den 21. januar under en høring i Senatet. Han siger, at USA's føderale sektor er sat i verden for at tjene mennesker, ikke for at beskæftige mennesker. Foto: J. Scott Applewhite/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu