Trump og Putin havde flere drøftelser i Hamburg
Donald Trump og Vladimir Putin talte sammen flere gange, da en række af verdens ledere mødtes til G20-topmødet i Hamburg. Foto: /ritzau/AP/Steffen Kugler
/ritzau/AP/Steffen Kugler
De to magtfulde mænd havde en del at tale om, da de mødtes for første gang i officielt regi.
Donald Trump og Vladimir Putin havde ikke bare én, men to samtaler under det netop overståede G20-topmøde i Hamburg. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Tidligere har det været fremme, at de to havde et to timer langt møde, hvor de blandt andet talte om den påståede hacking af Demokraterne under den amerikanske præsidentvalgkamp.
Trump har tidligere fortalt, at han stillede Vladimir Putin spørgsmål om den russiske hacking ved mødet, men at Putin afviste ethvert kendskab til det.
Offentliggørelsen af den nye samtale har rejst nye spørgsmål til forholdet mellem den amerikanske præsident og Rusland.
Det Hvide Hus afviser, at der skulle være tale om et reelt møde mellem Putin og Trump, men betegner episoden som "en kort samtale".
Der er ingen oplysninger om, hvem der ellers har været til stede, eller hvad de to præsidenter skal have talt om.
- Det var en privat parmiddag ved slutningen af G20-mødet. Hen mod slutningen af middagen talte præsidenten med Putin, oplyser Det Hvide Hus til AFP.
Oplysningerne kommer i forlængelse af oplysningerne om, at Donald Trumps ældste søn, Donald Trump Jr., i juni 2016 mødtes med folk fra Rusland i Trump Tower.
Folkene kunne angiveligt levere smuds på Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton.
Oplysningerne om mødet i Trump Tower kom først frem, efter at avisen New York Times indgående kunne fortælle om en række e-mails forud for mødet.
Efter nyheden om samtalen under middagen er kommet frem, langer Donald Trump igen ud efter medierne for at bringe en historie, hvor de antyder, at mødet skulle være fordækt.
- Falsk nyhedshistorie om en hemmelig middag med Putin. Alle G20-ledere og deres ledsagere var inviteret af den tyske kansler. Pressen vidste det, skriver Trump på Twitter og fortsætter.
- De falske nyheder bliver mere og mere utroværdige. Selv en middag arrangeret for top-20 lederne i Tyskland får de til at se skummel ud, skriver han.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet