Trump og Putin skal tirsdag tale sammen
Trump udtaler sig tidligt mandag morgen dansk tid til journalister om bord på Air Force One. Her siger han blandt andet, at han tirsdag muligvis vil melde noget nyt ud om drøftelser vedrørende Rusland og Ukraine. Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Ifølge Trump tales der allerede om "opdelingen af aktiver" i drøftelserne vedrørende Rusland og Ukraine.
USA's præsident, Donald Trump, skal tirsdag tale med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Det siger Trump tidligt mandag morgen dansk tid til journalister om bord på præsidentflyet, Air Force One, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Også Rusland bekræfter, at telefonsamtalen mellem de to præsidenter skal finde sted. Det oplyser Dmitrij Peskov, talsperson for Putin, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg skal tale med præsident Putin på tirsdag. Der er blevet gjort et stort stykke arbejde i løbet af weekenden, lyder det fra Trump, mens han er på vej fra Washington D.C. til Florida.
- Vi vil se, om vi kan få stoppet den krig. Måske kan vi, måske kan vi ikke, men jeg tror, vi har en meget god chance, siger han.
Trump siger samtidig, at han tirsdag muligvis vil have noget at "meddele" vedrørende den seneste tids drøftelser om Rusland og Ukraine.
Han uddyber dog ikke, hvilken slags udmelding, der kan blive tale om.
- Vi kommer til at tale om land, vi kommer til at tale om kraftværker. Jeg tror, meget af det allerede er blevet drøftet meget af begge sider: Ukraine og Rusland. Vi taler allerede om det: opdelingen af bestemte aktiver, siger Trump.
Det præcise tidspunkt for, hvornår Trump og Putin skal tale sammen, oplyses ikke.
USA fremlagde i sidste uge et forslag om en våbenhvile på 30 dage.
Ukraine bakker op om forslaget, mens Putin har sagt, at han vil støtte forslaget på visse betingelser. Ifølge Reuters forsøger Trump nu at vinde Putins støtte til forslaget.
Både Rusland og Ukraine har i løbet af weekenden fortsat udført luftangreb mod hinanden.
Det var ventet, at Trump og Putin i løbet af denne uge ville tale sammen.
Søndag sagde USA's særlige udsending til Mellemøsten, Steve Witkoff, således, han forventede, at Trump og Putin ville tale sammen i løbet af ugen.
Det sagde han efter et møde med Putin.
Krigen begyndte med Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde