Trump overtager Putins påstande og giver Ukraine skylden for krigen
USA's præsident, Donald Trump, lagde sig på flere punkter på samme linje som sin russiske kollega, Vladimir Putin, i Ukraine-konflikten, da han natten til onsdag mødtes med pressen. Foto: Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix
Der er stadig større sprækker i Vestens støtte til Ukraine. Efter mødet mellem USA og Rusland i Riyadh begynder Trump nu at bruge Ruslands påstande om krigen.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Den amerikanske præsident, Donald Trump, er begyndt at give Ukraine skylden for krigen med Rusland.
Trump, der op til USA's præsidentvalg i 2024 erklærede, at han hurtigt - inden for et døgn - kunne standse krigen i Ukraine med en fredsaftale, har nu taget initiativ til at få en proces i gang.
Men han er ikke tilfreds med reaktionen fra Ukraine.
Volodymyr Zelenskyj, Ukraines præsident, kritiserer, at Ukraine ikke var inviteret, da delegationer med udenrigsministre fra USA og Rusland tirsdag var i Saudi-Arabien.
Det var første møde på så højt niveau, siden Rusland den 24. februar 2022 angreb Ukraine.
Annonce
Heller ikke europæiske lande var med til mødet.
Det var kun de to stormagter. De forhandlede om Ukraine og andre ting, og de har nedsat grupper af embedsmænd for at fortsætte processen der.
Natten til onsdag dansk tid mødte Trump pressen for at tale om sagen. Det var i hans ejendom Mar-a-Lago i Florida.
Trump er ikke tilfreds med den ukrainske kritik.
- Jeg er meget skuffet. Jeg hører, at de er kede af, at de ikke havde en plads ved bordet, sagde Trump ifølge AFP.
- Jeg hører, at de siger "oh, vi var ikke inviteret". Okay. I har været der i tre år. I skulle aldrig have startet det. I skulle have lavet en aftale.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger det samme. Det var Ukraine, der begyndte.
Onsdag var Zelenskyj ude med kritik af både Putin og Trump.
- Vi må aldrig glemme, at Rusland ledes af patologiske løgnere. Man kan ikke stole på dem, sagde han ifølge AFP på sociale medier.
På pressemødet i Mar-a-Lago, Trumps ejendom i Florida, sagde den amerikanske præsident, at Ukraine har startet krigen, og at der bør holdes valg i Ukraine, for der er meget lidt støtte til præsident Zelenskyj. Foto: Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix
Senere sagde han til journalister, at Trump, "som vi har stor respekt for som leder af det amerikanske folk", er fanget i en boble af misinformation om Ukraine.
Annonce
Ifølge Putin angreb Rusland i selvforsvar, fordi Ukraine søgte mod Vesten og Nato. Det var en trussel mod Rusland.
Hidtil har Europa og USA været enige med Ukraine i, at Rusland sendte sit militær ind over grænsen til Ukraine og indledte aggressionen.
Rusland skal ikke blande sig i, hvad Ukraine internt beslutter, er holdningen i Ukraine og Vesten.
- Det lyder som om, at Trump har købt Putins propaganda fuldstændig, siger Sean Savett, talsmand for Det Nationale Sikkerhedsråd i Det Hvide Hus under præsident Joe Biden, ifølge Reuters.
- Her er lige en påmindelse, som ingen vel burde have brug for: Putin begyndte krigen ved uprovokeret at angribe Ukraine. Hans styrker har begået krigsforbrydelser mod det ukrainske folk. Det er Rusland, der er ansvarlig for, at denne krig fortsætter.
Trump havde også fat i et af de krav, som Putin har stillet for at forhandle.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, her fotograferet tirsdag den 18. februar i Ankara, Tyrkiets hovedstad. USA har ikke inddraget Ukraine i den proces, som amerikanerne nu har sat i gang med Rusland om krigen. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Putin vil ikke forhandle med Zelenskyj. Kreml beskylder Zelenskyj-regeringen for at være nynazistisk, og desuden siger Putin, at Zelenskyj er en illegal præsident.
Ukraine har udskudt et præsidentvalg på grund af krigen.
Putin kræver nyvalg i Ukraine, og Trump er nu ude i samme ærinde.
- Vi har en situation, hvor der ikke har været valg i Ukraine. Hvor der er undtagelsestilstand, sagde Trump.
Annonce
Ifølge CNN hævdede han også, at Zelenskyj kun støttes af fire procent af befolkningen.
- Vi har et land, der er sprængt i småstykker.
Han opfordrede til nyvalg.
Der er nye souvenirs i butikkerne i Sankt Petersborg i Rusland. Der sælges kopper, som viser et parløb mellem USA's præsident, Donald Trump, i jakkesæt og Ruslands præsident, Vladimir Putin, i bar overkrop. Foto: Dmitri Lovetsky/Ritzau Scanpix
- I vil have en plads ved bordet. Skulle det ukrainske folk så ikke spørges? Det er længe siden, der har været valg, sagde han og tilføjede:
- Det her er ikke en russisk ting. Det er noget, der kommer fra mig og andre lande.
I begyndelsen af krigen havde Zelenskyj meget stor støtte. Siden har målinger vist dalende opbakning.
En måling onsdag fra Kyiv International Institute of Sociology giver Zelenskyj støtte fra 57 procent af befolkningen, skriver AFP.
/ritzau/
Valg i Ukraine
* Volodymyr Zelenskyj blev valgt til Ukraines præsident i 2019 for en periode på fem år.
* Der skulle have været nyt præsidentvalg i marts eller april 2024. Det blev udskudt på grund af undtagelsestilstanden, der har været i kraft siden Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022.
* Ukraines ledelse siger, at der ikke kan holdes valg i det krigshærgede land, hvor millioner af mennesker er flygtet til udlandet eller er internt fordrevne. Titusindvis af mænd og kvinder er ved fronten, og Rusland bomber hele tiden rundt om i landet.
* I Ukraines forfatning er der hjemmel til at udskyde valg, hvis der er undtagelsestilstand.
* Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger, at Zelenskyj ikke sidder på et folkeligt mandat og er illegal. Nu siger USA's præsident, Donald Trump, også, at der bør afholdes et nyt valg.
Seneste artikler
Tre NFH-spillere udtaget til landsholdet
- Som at tisse i bukserne: Har fundet 184 millioner kroner i næste års budget
De kom, så - og skred igen
Fortsætter eftersøgningen efter Maibritt
NFH stryger direkte til tops: Storsejr med kedelig bismag
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt