Trump puster til ukraineres bekymring for ustraffede krigsforbrydelser

Præsten Andrij Galavin 6. marts 2025. Han er præst i den ukrainske by Butja, hvor russiske tropper dræbte hundredvis af ukrainere i marts 2022. Foto: Oleksii Filippov/Ritzau Scanpix

Den ortodokse præst Andrij Galavin i den ukrainske by Butja kræver, at russiske militærembedsmænd bag drab på civile straffes. Ellers heler sårene aldrig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mere end tre år efter, at Rusland gik ind i Ukraine, pågår krigen endnu.

Ukraine mener, at russerne undervejs har begået utallige krigsforbrydelser.

Ukrainerne er nu bekymrede for, at de mulige krigsforbrydelser vil gå ustraffet hen.

Ifølge Ukraine lefler USA's præsident, Donald Trump, for Rusland i sin iver efter at få standset krigen så hurtigt som muligt.

En af de bekymrede ukrainere er Andrij Galavin.

Han er ortodoks præst. Hans kirke i Butja, en by i det nordlige Ukraine, blev brugt som en midlertidig gravplads efter den russiske besættelse af byen.

Galavin frygter, at ukraineres krav om at se russiske embedsmænd blive stillet for retten, bliver ignoreret.

Det fortæller han nyhedsbureauet AFP ved mindesmærket for 116 af de mere end 400 mennesker, der blev dræbt under den russiske besættelse af Butja i marts 2022.

- Man kan gennemtvinge fred, ligesom man har lyst til. Man kan vride armene rundt på folk og tvinge dem til at kapitulere. Men først når der er retfærdighed, vil såret hele, siger Galavin.

I hans kirke hænger fotografier, der viser de påståede russiske krigsforbrydelser. Fotografier af dræbte civile liggende i Butjas gader. Nogle af dem er taget af journalister fra AFP.

Galavin kender dem. Så han kan fortælle mange af de dræbtes historier.

- Vi har folk, der kommer til vores kirke, som har lidt, som har mistet slægtninge og venner, som blev voldtaget. Våbnene vil tie før eller siden, men minderne om ofrene skal have lov til at leve videre, siger Galavin.

Et af billederne i kirken viser Volodymyr Brovtjenkos lig. Under besættelsen blev han skudt i hovedet, da han var på hen til sit arbejde for at aflevere en cykel.

Hans enke, Svitlana, fortæller, at hun havde tryglet ham om ikke at begive sig udenfor. Det efterfølgende år gik hun hver dag og håbede på, at hendes mand ville komme hjem igen. Det gjorde han ikke.

Den ortodokse præst Andrij Galavin mener, at mindet om ofrene fra Butja skal have lov at leve videre. Foto: Oleksii Filippov/Ritzau Scanpix

Nu håber hun, at drabsmanden vil blive stillet for retten.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det vil ske på et tidspunkt uanset hvad. Trump er ikke for evigt, siger hun.

Svitlana håber, der vil komme en offentlig retssag, så folk kan se, hvem der skaber krig, hvad det medfører, og hvordan det bliver straffet. Så ingen bliver fristet til at gøre det samme igen.

I alt har ukrainske myndigheder åbnet mere end 128.000 efterforskninger af mulige krigsforbrydelser. De sætter deres lid til, at Den Internationale Straffedomstol (ICC) vil stille de mest højtstående personer for retten.

Domstolen har udstedt arrestordrer på Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at deportere ukrainske børn samt på højtstående russiske militærembedsmænd for at lede angreb rettet mod civile.

Alligevel har Trump indført sanktioner mod ICC.

Beslutninger som denne er "meget alarmerende", mener Maryna Slobodyanuk, efterforsker hos den ukrainske organisation Truth Hounds.

To kvinder besøger mindesmærket for ofrene fra den russiske besættelse af Butja i marts 2022. Foto: Oleksii Filippov/Ritzau Scanpix

Ifølge hende underminerer det ICC.

- Det giver frie tøjler til Rusland og andre aggressive regeringer, siger hun.

Hendes organisation arbejder sammen med en andre række ngo'er for at få Putin for en domstol. Sammenslutningen har fundet, at 12.000 dødsfald er forårsaget af krigsforbrydelser.

Ifølge sammenslutningens leder, Oleksandra Matvijtsjuk, er alle nuværende hindringer for retfærdighed kun midlertidige.

- Dette er en af de mest dokumenterede krige i menneskehedens historie.

- Selv om det internationale samfund ikke har viljen til at værne om retfærdighed nu, vil vi gribe chancen i morgen, når situationen ændrer sig, siger hun.

/ritzau/

Krigsforbrydelser og ICC

* Krigsforbrydelser er brud på krigens love og sædvaner.

* Det omfatter blandt andet mord på eller mishandling af civile og fanger, plyndring, deportation til tvangsarbejde og ikke-nødvendige ødelæggelser.

* Den Internationale Straffedomstol (ICC) blev etableret i 1998 og har hovedsæde i Haag i Holland.

* ICC er den første permanente internationale domstol, der efterforsker og dømmer enkeltpersoner anklaget for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

* Butja blev besat af russiske tropper omkring den 4. marts 2022. De trak sig ud af byen igen 30. marts 2022. Mere end 400 ukrainere døde i forbindelse med besættelsen, og ifølge Ukraine begik de russiske tropper krigsforbrydelser ved at dræbe civile.

* ICC udsendte i marts 2023 en arrestordre på Ruslands præsident Vladimir Putin for ulovlig deportation af ukrainske børn til Rusland for at indoktrinere og opdrage dem som russere.

Kilder: Ritzau, AFP og lex.dk.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu