Trump-regeringen foreslår massive skattelettelser
Præsident Donald Trump og finansminister Steven Mnuchin går fra Det Hvide Hus mod finansministeriet i Washington. Trump-regeringen har onsdag præsenteret en plan, der indebærer store skattelettelser. (Arkivfoto) Foto: /ritzau/AP/Susan Walsh
/ritzau/AP/Susan Walsh
Trumps regering vil sænke skatten for virksomheder til 15 procent. Middelklassen vil også få skattelettelser.
Præsident Trumps regering har planer om at sænke skatten for virksomheder til 15 procent.
Det bekræfter Trumps økonomiske chefrådgiver, Gary Cohn, og USA's finansminister, Steven Mnuchin på et pressemøde i Det Hvide Hus.
- Det er en af de største skattenedsættelser i USA's historie, siger Gary Cohn.
- Det er en chance, der kun kommer én gang i en generation.
I dag betaler amerikanske virksomheder op mod 35 procent i skat. Det er for højt, mener den amerikanske regering.
Cohn og Mnuchin peger på, at USA "er langt bagud", og at den høje selskabsskat betyder, at udenlandske virksomheder vælger at slå sig ned i andre lande.
- Vores mål er at gøre amerikanske virksomheder de mest konkurrencedygtige i verden, siger Mnuchin på pressekonferencen.
Samtidig vil almindelige amerikanere få skattelettelser. De kan også trække mere fra i skat, end de hidtil har kunnet, fremgår det af et overbliksark, der blev udleveret på pressekonferencen.
Fremover skal det også være lettere for almindelige skatteborgere at udfylde deres selvangivelse, siger Gary Cohn.
Planen skal godkendes af Kongressen, inden den kan træde i kraft.
Finansministeren sagde tidligere på dagen, at der er grundlæggende enighed mellem præsident Donald Trumps regering og Kongressen om målet for skattereformen.
Detaljerne i planen vil komme på plads inden længe, siger Mnuchin på pressekonferencen.
- Både republikanere og demokrater ønsker at skabe arbejdspladser og hjælpe folk, lyder det fra Mnuchin.
Tidligere på dagen sagde formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, at han har haft lejlighed til at "smugkigge" på den kommende skatteplan.
- Vi kan rigtigt godt lide den, siger Paul Ryan.
- Vi er enige i 80 procent af det, og hvad angår de 20 procent, er vi på samme bane, siger Ryan.
Rigmanden Donald Trump talte igennem sin valgkamp meget om "den høje amerikanske skattebyrde".
Han har også gentagne gange truet med at bruge skat som et middel til at holde amerikanske fabrikker i USA.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde