Trump ryger ud af Forbes-listen over USA's rigeste
Donald Trump, USA's tidligere præsident, er ikke blandt USA's 400 rigeste, men han er langt fra en fattig mand. Ifølge Forbes er han god for 2,5 milliarder dollar. Foto: Zz/Dennis Van Tine/Star Max/Ipx/Ritzau Scanpix
Zz/Dennis Van Tine/Star Max/Ipx/Ritzau Scanpix
For første gang i 25 år er Donald Trump ikke på Forbes-listen over USA's 400 rigeste.
Det er siden 2019 gået ned ad bakke for Donald Trump på magasinet Forbes' årlige liste over de 400 rigeste amerikanere.
I 2019 lå han nummer 275. I 2020 var han røget ned på plads nummer 339.
Nu har Forbes offentliggjort listen for 2021, og nu er den tidligere præsident røget helt ud af listen, som toppes af Jeff Bezos, tidligere CEO hos Amazon.
Det er første gang i 25 år, at rigmanden Trump, der blandt andet gør det i fast ejendom og hoteller, når han ikke er præsident, ikke er på listen.
Det betyder ikke, at han er på vej på fattiggården. Ifølge Forbes er han 2,5 milliarder dollar værd.
Det er 16 milliarder kroner.
Forbes skriver, at Trump mistede en milliard dollar, over en tredjedel af formuen, da han fra 2017 til januar i år var præsident.
600 millioner dollar af tabet er forsvundet under coronapandemien.
Det skyldes delvist, at hans formue er placeret i hoteller, der har haft det skidt under pandemien, og i fast ejendom.
Hvis han havde spredt sine investeringer mere, eksempelvis i en fond, der dækker aktieindekset S & P på Wall Street, ville hans formue være langt større i dag, skriver magasinet.
Jeff Bezos' formue er ifølge Forbes på 201 milliarder dollar.
Nummer to på listen er Elon Musk med 190,5 milliarder dollar, og nummer tre er Mark Zuckerberg med 134,5 milliarder dollar.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned