Trump sætter spørgsmålstegn ved migranters rettigheder i deportationer
- Det ved jeg ikke. Jeg er ikke, jeg er ikke advokat. Jeg ved det ikke, siger Trump til spørgsmålet om, hvorvidt han mener, at alle personer i USA har ret til en retfærdig rettergang. (Arkivfoto). Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Den amerikanske præsident antyder i interview, at op til tre millioner retssager vil sinke massedeportationer.
USA's præsident Donald Trumps valgløfte om hurtigt at gennemføre massedeportationer kan blive prioriteret højere end den amerikanske forfatnings punkt om migranters ret til en retfærdig rettergang.
Det siger Trump i et interview med NBC News.
Adspurgt, om han mener, at alle personer i USA har ret til en retfærdig rettergang, lyder svaret:
- Det ved jeg ikke. Jeg er ikke, jeg er ikke advokat. Jeg ved det ikke, siger Trump.
I femte tillæg i den amerikanske forfatning (the fifth amendment, red.) står der, at "ingen person" må "berøves liv, frihed eller ejendom uden retfærdig rettergang". Der står intet om, at personen skal være amerikansk statsborger.
Da journalisten i interviewet gengiver det femte tillæg, antyder Trump, at en sådan proces vil sinke ham for meget.
- Det ved jeg ikke. Det ser ud til - det står der måske (i det femte tillæg, red.), men hvis man taler om det dér, så skal vi have en million, to millioner eller tre millioner retssager.
- Vi har tusindvis af mennesker, som er - nogle er - mordere og narkohandlere og nogle af de værste mennesker på Jorden.
- Jeg blev valgt til at få dem ud herfra, og domstolene afholder mig fra at gøre det, siger han.
I april skrev Trump ligeledes på Truth Social, at det ikke er muligt at give alle personer, som hans administration ønsker deporteret fra USA, muligheden for rettergang.
I marts deporterede Trumps administration mindst 200 venezuelanske statsborgere fra USA til et højsikkerhedsfængsel i El Salvador ud fra anklager om, at de er medlemmer af banden Tren de Aragua.
Trump har brugt en lov fra 1798 til at sende de formodede bandemedlemmer til El Salvador. Den hedder "Alien Enemies Act of 1798" og er historisk blevet brugt i krigstid.
De udviste venezuelaneres familier hævder, at mange af dem ikke er kriminelle - og at flere angiveligt blev snydt til overgive sig til myndighederne.
Dengang forsøgte distriktsdommer i Washington D.C. James Boasberg at blokere for deportationerne, fordi han ikke vurderede, at Alien Enemies Act gav hjemmel til udvisningerne.
USA's administration adlød dog ikke, og flyene landede i El Salvador.
I april satte USA's højesteret så deportationer af flere venezuelanske mænd, der befinder sig i Texas, på pause.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker