Trump skifter Secret Service-chefen ud
Secret Service-direktør Randolph Alles fjernes fra sin post, siger kilder til CNN. (Arkivfoto) Foto: Erin Scott/Reuters
Erin Scott/Reuters
En kilde taler om "en næsten systematisk udrensning" i det amerikanske ministerium for indenlandsk sikkerhed.
Chefen for Secret Service, der blandt andet har til opgave at passe på USA's præsident og regeringschefer på besøg i USA, forlader sin post.
Det bekræfter Det Hvide Hus mandag aften.
- Secret Service-direktør Randolph "Tex" Alles fratræder inden længe, siger præsident Donald Trumps talskvinde, Sarah Sanders.
Hun tilføjer, at præsidenten har valgt James Murray, der har været agent i Secret Service i mange år, til at lede sikkerhedstjenesten. Han tiltræder i næste måned.
Flere kilder siger til CNN, at Trump har bedt sin stabschef, Mick Mulvaney, om at fyre chefen for Secret Service.
Ifølge tv-stationen sidder Randolph Alles stadig i embedet, men er blevet bedt om at gå af.
Meldingen om hans fyring kommer dagen efter, at USA's minister for indenlandsk sikkerhed, Kirstjen Nielsen, trådte tilbage. Hun har længe været under pres fra præsidenten.
Randolph Alles refererer til ministeren.
En af CNN's kilder beskriver fyringen af Secret Service-chefen som "en næsten systematisk udrensning" i ministeriet for indenlandsk sikkerhed.
Andre kilder siger til nyhedsbureauet AP, at Randolph Alles' afgang var ventet, og at den bunder i en personlig konflikt. Ifølge dem har det ikke noget at gøre med, at Nielsen søndag forlod sin post.
Det har heller ikke noget at gøre med en sikkerhedshændelse ved præsidentens golfklub Mar-a-Lago i Florida, hvor det lykkedes en kvinde at trænge ind på ulovlig vis.
Secret Service har blandt andet ansvaret for sikkerheden omkring landets politiske ledere.
Det var ikke umiddelbart muligt for nyhedsbureauet Reuters at få en kommentar fra Det Hvide Hus.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker