Trump taber bedragerisag og skal betale milliardbeløb

Donald Trump og dommer Arthur Engoron ses her under et af retsmøderne i den civile sag. (Arkivfoto). Foto: Jane Rosenberg/Reuters

USA's tidligere præsident blev beskyldt for at have pustet værdien af sin familievirksomhed kunstigt op.

Offentliggjort Sidst opdateret

Donald Trump får forbud mod at føre virksomhed i den amerikanske delstat New York i tre år og skal betale næsten 355 millioner dollar.

Det afgør dommeren Arthur Engoron i en civil bedragerisag ved en domstol på Manhatten i New York City.

Beløbet, som Trump skal betale, svarer til knap 2,5 milliarder kroner.

Sagen var rejst af New Yorks justitsminister, Letitia James, som beskyldte den tidligere amerikanske præsident og hans familievirksomhed, Trump Organization, for kunstigt at have oppustet virksomhedens værdi.

Det skulle være sket for at få bedre låneforhold.

Foruden Trump var sagen rejst mod hans to ældste sønner, Donald Trump Jr. og Eric Trump.

I afgørelsen skriver dommeren, at Trump og de andre sagsøgte er ude af stand til at erkende deres fejl.

- Deres fuldstændige mangel på anger og samvittighedskvaler er på grænsen til at være patologisk, skriver dommeren i kendelsen.

Trump har afvist at have gjort noget forkert og har beskrevet sagen som en personlig vendetta anført af Letitia James.

Efter dommen har Donald Trump udtalt sig om sagen, og han langer hårdt ud efter den.

- Denne "beslutning" er komplet snyd og humbug, skriver Donald Trump på sin sociale medieplatform, Truth Social.

Her kalder han også dommeren for "en svindler" og anklageren for "korrupt", skriver AFP.

Afgørelsen vil fra hans side blive appelleret, lyder det.

- Vi kommer til at appellere, siger Trump ifølge AFP.

Ifølge anklagen skal Trump hvert år gennem et årti have overdrevet værdien af sit familieforetagende, som beskæftigede sig med ejendomshandel, med op til 3,6 milliarder dollar. Det svarer til knap 25 milliarder kroner.

Trumps advokat, Alina Habba, siger i en udtalelse, at dommen er "kulminationen på en flere år lang politisk ansporet heksejagt".

- Dette handler ikke kun om Donald Trump. Hvis denne afgørelse holder, vil den være et signal til hver eneste amerikaner om, at New York ikke længere er åben for erhvervslivet, siger Alina Habba.

Hun tilføjer, at hun planlægger at anke afgørelsen på vegne af Trump og de øvrige familiemedlemmer.

Sagen begyndte i oktober.

I begyndelsen af januar kom det frem i et retsdokument, at delstaten New York krævede 370 millioner dollar fra Trump i sagen.

Tidligere gik delstaten efter et krav på 250 millioner dollar, så kravet blev altså skruet markant op.

Nok er Donald Trump tidligere præsident i USA, men han har ikke vendt embedet ryggen. Han kæmper således for at blive Republikanernes præsidentkandidat, når der er præsidentvalg i november.

Alt tyder på, at det bliver ham, der skal op mod Demokraternes kandidat, USA's nuværende præsident, Joe Biden.

/ritzau/Reuters