Trump-tilhængere truede valgtilforordnede og deres familier
Udvalgsformand Bennie Thompson (med ryggen til) tager Rusty Bowers (til venstre), Brad Raffensperger (i midten) og Gabriel Sterling (til højre) i ed inden tirsdagens høring. Foto: Pool/Reuters
Republikaner fortæller under høring, at han blev truet af Trump-tilhængere, som ville omstøde valgresultat.
Tilhængere af Donald Trump truede amerikanske valgtilforordnede og deres familier, efter at de nægtede at hjælpe den afgående præsident med at underkende hans nederlag ved valget i 2020.
Det fortæller embedsmænd tirsdag under en høring i det kongresudvalg, der undersøger et dødeligt stormløb mod Kongressen 6. januar sidste år.
Under dagens høring er der især fokus på statsansatte, som blev kontaktet af Donald Trump og Det Hvide Hus i præsidentens forsøg på at omstøde valgresultatet.
Det er den fjerde af mindst seks offentlige høringer, som udvalget på i alt ni medlemmer holder i juni.
Høringerne er kulminationen på en årelang undersøgelse af angrebet, hvor tusindvis af Trump-tilhængere stormede USA's Kongres, da vicepræsident Mike Pence var mødtes med medlemmer af Kongressen for formelt at godkende demokraten Joe Bidens valgsejr.
Republikaneren Rusty Bowers, som er formand for Repræsentanternes Hus i delstaten Arizona, fortæller tirsdag, hvordan han og hans ansatte blev chikaneret af Trump-tilhængere.
- Vi modtog flere end 20.000 e-mails og titusindvis af telefonsvarerbeskeder og sms'er. Vi var ude af stand til at arbejde eller i hvert fald kommunikere, fortæller han under høringen.
Ifølge Bowers fortsatte chikanen med demonstrationer foran hans hus og konfrontationer med naboer. Selv da hans datter var alvorligt syg, fortsatte truslerne og fornærmelserne.
- Det var foruroligende, det var meget foruroligende, siger Rusty Bowers.
Han beskriver desuden samtaler med Trump og hans nærmeste rådgivere, herunder John Eastman og advokat Rudy Giuliani. De opfordrede Bowers til at afvise valgresultatet.
- Du beder mig om at gøre noget, der strider mod den ed, jeg har aflagt, og jeg vil ikke bryde min ed, fortæller Bowers i en gengivelse af en samtale med Giuliani.
Ifølge formanden for undersøgelsesudvalget, demokraten Bennie Thompson, var det, der skete med daværende vicepræsident Mike Pence, ikke en isoleret del af Donald Trumps plan om at underkende valgresultatet.
- Faktisk var det en fundamental del af drejebogen at presse offentligt ansatte til at bryde deres ed, fortæller han.
Under tirsdagens høring bliver der også afspillet lyd- og videooptagelser, hvor Trump-ansatte og præsidenten selv opfordrer embedsmænd til at afvise valgresultatet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde