Trump tjener penge på private breve fra både præsidenter og kongelige

Prinsesse Diana blev dræbt ved en trafikulykke i Paris i 1996. Hun var utrolig populær, og det er hun stadig. Nu vil Trump offentliggøre breve, som hun angiveligt sendte til ham. Billedet af Diana er fra 1988 i Melbourne, Australien. (Arkivfoto). Foto: Patrick Riviere/Ritzau Scanpix

Donald Trump risikerer at lægge sig ud med ekspræsidenter, kongelige og andre berømtheder. Han udgiver en bog med breve, som han har fået fra dem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Donald Trump havde en lang karriere som forretningsmand, inden han i 2017 trådte ind i Det Hvide Hus og blev USA's præsident.

Han har ikke glemt sin fortid. Det ses tydeligt nu, da den 76-årige newyorker promoverer sin næste bog.

Andre har skrevet bogen for ham. Han udgiver breve, som han har modtaget fra kendte personer igennem årene.

Der er i alt 150 breve i "Letters to Trump", der udkommer den 25. april.

Blandt afsenderne er prinsesse Diana, dronning Elizabeth, de tidligere præsidenter Richard Nixon, Ronald Reagan, George H.W. Bush, George W. Bush, Bill Clinton og Barack Obama.

Der er breve fra udenlandske ledere som Kinas præsident, Xi Jinping, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.

Stjerner fra underholdningsindustrien har skrevet til ham: Clint Eastwood, Oprah Winfrey, Michael Jackson.

Trump tager sig godt betalt for bogen.

På forlagets hjemmeside koster den 99 dollar - omkring 700 kroner. Fire gange så meget, hvis den skal være signeret.

Trump har allerede sørget for en vis opsigt med sit ligefremme sprog.

- Jeg tror, at man vil se et meget fascinerende liv. Jeg kendte dem alle, og de kyssede alle sammen min røv. Nu er det kun halvdelen, der kysser min røv, siger han til det højreorienterede medie Breitbart.

Trumps søn Donald Trump Jr, medstifter af forlaget Winning Team Publishing, som udgiver bogen, siger til Breitbart, at bogen viser, hvordan "eliten" har ændret opfattelse af hans far, efter at han stillede op til præsidentvalget som republikaner.

- Min far har levet et forbløffende liv, og han har kendt nogle af verdens mest interessante mennesker, siger sønnen.

- Det er forbløffende, hvor hurtigt deres beundring for ham forandrede sig, da han stillede op som republikaner. "Letters to Trump" viser præcist, hvad de mente om ham, og hvor falsk deres nyfundne foragt virkelig er.

Det er uklart, om det er fødselsdagshilsner, julekort eller personlige breve.

En af brevskriverne har på forhånd sagt fra. Det er talkshowværten Jay Leno.

- Jay har ikke offentliggjort eller bemyndiget Trump til at bruge noget som helst brev, siger en talsmand for Leno til Newsweek.

Charles Spencer, bror til afdøde prinsesse Diana, fastslår, at hans søster aldrig har beundret Trump eller "kysset hans røv", som ekspræsidenten siger.

- Den eneste gang, hun nævnte ham for mig, var engang, han brugte hendes gode navn til at sælge fast ejendom i New York. Hun regnede ham tydeligvis for noget værre end en anal sprække, skriver Spencer på Twitter.

Richard Fitzwilliams, mangeårig royal kommentator i Storbritannien, tvivler på, at brevet eller brevene fra Diana indeholder noget kompromitterende for hende.

- Hun så på ham med foragt, siger han til Newsweek.

- Nogle af hans tidligere kommentarer om Diana har været helt unævneligt vulgære, tilføjer Fitzwilliams.

- Men vi må huske, at eftersom hans opførsel har været så bizar, både som præsident og efter, er det meget usandsynligt, at der kommer et offentligt svar, uanset hvad bogen indeholder, siger han om en reaktion fra det britiske kongehus.

Newsweek minder om, at forfatteren Christopher Andersen i en ny biografi om kong Charles i fjor skrev, at Trump "aggressivt forfulgte" Diana, efter at hun i 1996 blev skilt fra Charles.

I 2015 skrev Selina Scott, journalist og veninde med Diana, i The Sunday Times, at Trump havde "bombarderet" Diana med dyre blomsterbuketter.

Det var nærmest stalking, og Diana fik "kryb" af det.

- Trump så hende klart som den ultimative trofæ-hustru.

Diana havde angiveligt spurgt Selina Scott om råd til, hvad hun skulle stille op.

Donald Trump mødtes med den britiske kongefamilie, da han var USA's præsident, men han kendte godt familien fra tidligere. Billedet er fra 2005 ved en reception på Museum of Modern Art i New York. Her ses til venstre kong Charles, der dengang var kronprins, Donald Trump og til højre Trumps hustru, Melania Trump. (Arkivfoto). Foto: Timothy A. Clary/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Retten til at offentliggøre andre folks breve

* Bogen "Letters to Trump" udkommer den 25. april.

* En talsmand for forlaget Winning Team Publishing afviser, at der er juridiske problemer med at offentliggøre Donald Trumps korrespondance med en lang række personer.

* Bogen indeholder en "unik samling" af korrespondance enten fra præsident Trump eller fra offentlige embedsmænd, udenlandske eller hjemlige, eller fra privatpersoner.

* Når det gælder breve fra personer, der var i offentlige embeder, er der ingen ophavsretsbeskyttelse, siger forlaget.

* Når det gælder privatpersoner, har forlaget ifølge talsmanden enten fået en accept til offentliggørelsen, eller også er der en "underforstået" accept.

Kilde: Newsweek.

/ritzau/

Donald Trump udgiver bogen, mens han er travlt optaget af at føre valgkamp op til præsidentvalget i november 2024. Billedet er fra Davenport i Iowa den 13. marts. Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Trump agter også at offentliggøre et brev, han har fået af tidligere præsident Barack Obama (til højre). Billedet er taget den 10. november 2016 i Det Hvide Hus, kort efter at Trump har vundet præsidentvalget over Hillary Clinton. Trump og den afgående præsident Obama har indledt overdragelsesprocessen. I øvrigt indeholder Trumps bog også et brev fra Hillary Clinton. (Arkivfoto.). Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu