Trump truer med at lukke grænsen mod Mexico
Trump, der har fået kritik for ikke at have besøgt de amerikanske soldater, der er udstationeret i blandt andet Afghanistan, var torsdag på thanksgiving-visit hos kystvagten i Florida. Han tilbringer selv Thanksgiving i Florida, hvor han ejer flere golfresorts. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Trump har givet soldaterne ved grænsen til Mexico grønt lys til at skyde, hvis situationen kræver det.
Grænsen mellem USA og Mexico kan blive lukket på ubestemt tid, hvis situationen med de tusinder af migranter, der har kurs mod USA, kommer "ud af kontrol".
Det kan ske, "hvis det kommer til et niveau, hvor vi mister kontrollen eller vores folk begynder at komme til skade", siger den amerikanske præsident, Donald Trump, torsdag.
I givet fald vil "hele grænsen" blive lukket, hævder Trump.
En karavane af migranter har i flere uger været på vej fra Mellemamerika op gennem Mexico med kurs mod USA.
Trump har beordret tusinder af soldater til grænsen for at hjælpe med at bevogte den.
Han siger også, at det vil være "o.k." for de amerikanske soldater at skyde for at dræbe, hvis det bliver nødvendigt.
- Hvis de bliver nødt til det, anvender de dødeligt magt. Jeg har sagt o.k., men håber, at de ikke bliver nødt til det, siger Trump.
- Jeg har ikke noget valg. Vi har at gøre med barske folk, tilføjer Trump til journalister i Palm Beach, Florida, hvor han tilbringer den amerikanske højtid thanksgiving torsdag.
Uenighed om grænsesikkerhed kan endda føre til uenigheder om budgettet, hvilket risikerer at lukke regeringsapparatet ned.
- Kan der komme en nedlukning? Der kan der helt sikkert, og det vil handle om grænsesikkerhed, som en mur er en del af, siger Trump.
Et af hans vigtigste løfter under valgkampen i 2016 var at bygge en mur langs grænsen til Mexico for at forhindre indvandring og narkosmugling.
Trump har flere gange tidligere stillet et ultimatum om sin grænsemur. Men selv da hans eget republikanske parti havde magten i begge kamre i Kongressen, lykkedes det ham ikke at komme igennem med det.
Nu har Demokraterne flertal i Repræsentanternes Hus og ventes ikke at bakke op om Trumps krav om en mur.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker