Trump udpeger svigersøns far til ambassadør i Paris
Charles Kushner er far til Jared Kushner, der er en af Trumps svigersønner. Her ses Charles Kushner ved begravelsen af Trumps ekskone Ivana Trump, der døde i 2022. Foto: Jeenah Moon/Reuters
Charles Kushner, der som Trump har tjent mange penge på byggeri, er nomineret til ambassadørpost i Frankrig.
USA's kommende præsident, Donald Trump, vil gøre Charles Kushner - der er far til en af Trumps svigersønner, Jared Kushner - til USA's næste ambassadør i Frankrig.
Det skriver han lørdag aften dansk tid i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
- Tillykke til Charlie, hans vindunderlige kone, Seryl, deres fire børn og 14 børnebørn. Hans søn Jared arbejdede tæt sammen med mig i Det Hvide Hus, skriver Trump.
Jared Kushner, der er gift med den kommende præsidents datter Ivanka Trump, var en af Trumps nærmeste rådgivere under hans første embedsperiode i Det Hvide Hus i 2017-2021.
Her fik Jared Kushner ansvar for en række tunge opgaver, blandt andet at forhandle sig frem til en fredsaftale i Mellemøsten.
Både Jared og Ivanka har sagt, at de ikke kommer til at være en del af Donald Trumps kommende administration.
Charles Kushner er som Trump blevet rig i byggebranchen.
Han var for år tilbage en vigtig pengedonor for Det Demokratiske Parti.
Han har også tidligere afsonet to års fængsel for blandt andet skatteunddragelse og ulovlige kampagnebidrag efter at være blevet kendt skyldig i 2005.
Som det er tilfældet med ministre og andre højt placerede embedsmænd i den kommende administration, skal Senatet i Washington D.C. godkende Trumps nominerede ambassadører, inden de kan tiltræde.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker