Trump underskriver ordre om tilbagetrækning fra Syrien
Trumps beslutning om at trække amerikanske soldater ud af Syrien har fået massiv kritik. Beslutningen har ført til, at forsvarsminister Jim Mattis har meldt sin afgang. (Arkivfoto) Foto: Joshua Roberts/Reuters
Joshua Roberts/Reuters
Den kontroversielle ordre om at trække amerikanske tropper ud af Syrien har fået præsident Trumps underskrift.
Præsident Donald Trump har officielt underskrevet ordren om tilbagetrækning af amerikanske styrker fra Syrien.
Det meddeler en talsmand for det amerikanske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet AP.
Torsdag meddelte præsidenten, at han anså missionen for de knap 2000 amerikanske soldater, der er på jorden i det borgerkrigshærgede land, for afsluttet.
I en video på det sociale medie Twitter erklærede Trump, at Islamisk Stat (IS) er besejret og slog fast, at amerikanske styrker skal hjem.
- Vi har vundet over IS. Vi har slået dem, og vi har slået dem godt og grundigt. Vi har taget landet tilbage, siger han i videoen.
- Så vores drenge, vores unge kvinder, vores mænd - de kommer alle sammen hjem, og de kommer hjem nu, tilføjer Trump.
Beslutningen er kontroversiel og er blevet mødt af kritik fra flere sider. En konsekvens blev også, at Trumps forsvarsminister, Jim Mattis, valgte at trække sig angiveligt på grund af en dyb modstand mod at trække sig ud.
Blandt nogle af USA's allierede er der også overraskelse over Trumps beslutning. En britisk regeringstalsmand siger, at der "stadig er meget, der skal gøres" for endegyldigt at besejre Islamisk Stat.
Heller ikke den danske forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen (V), er begejstret over beslutningen. Umiddelbart efter Trumps udmelding udtalte han til Ritzau, at han frygter, at Islamisk Stat får frit spil i området, når amerikanerne er væk.
- Nu får Isil-krigerne sig et pusterum, og så kan de muligvis reorganisere sig og komme tilbage. Jeg synes, at det er for tidligt, at man trækker sig ud af Syrien, lød det fra ministeren.
Der er også en frygt for, at en fuldstændig tilbagetrækning kan få stor betydning for magtbalancen i regionen og for Rusland og Irans indflydelse i området. De to lande støtter Syriens præsident, Bashar al-Assad.
Efter Trump meddelte tilbagetrækningen, udtrykte begge lande sig positivt om beslutningen.
Trump kunne kort tid efter fortælle, at han også påtænker at trække amerikanske soldater ud af Afghanistan.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde