Trump-undersøgelse udvides til forretningsimperium
FBI vil undersøge russeres køb af lejligheder i Trumps bygninger og skønhedskonkurrence.
Undersøgelsen af påstået russisk indblanding i den amerikanske valgkamp sidste efterår er blevet udvidet til også at omfatte præsident Donald Trumps forretningsimperium.
Det skriver mediet Bloomberg News.
Undersøgelserne ledes af tidligere FBI-direktør Robert Mueller. De er tidligere blevet udvidet, så det også skulle efterforskes, hvorvidt Trump har forsøgt at forhindre efterforskernes arbejde.
Nu udvides undersøgelserne igen. De vil også at omfatte en række transaktioner, hvor Trumps forretningsimperium eller personer tæt på ham har været involveret, siger en kilde tæt på efterforskningen til Bloomberg.
Det er dog ikke bekræftet fra officielt hold.
Præsidenten siger torsdag i et opsigtsvækkende interview med The New York Times, at enhver undersøgelse, der ikke gælder Rusland, vil være uberettiget.
Trumps forretningsimperium har i en årrække involveret Rusland. Dermed bliver grænserne, for hvad der er relevant at undersøge, uklare.
Derfor synes Robert Mueller nu at anlægge et meget bredere perspektiv end tidligere i undersøgelsen, som blev indledt for to måneder siden.
FBI's efterforskere og andre undersøger blandt andet russeres køb af lejligheder i Trumps bygninger og Trumps rolle i et stærkt omstridt projekt i New York- bydelen SoHo med russiske deltagere. Det oplyser Bloombergs kilde.
Men også skønhedskonkurrencen Miss Universe 2013 i Moskva og Trumps salg af en stor luksusejendom i Florida til en russisk oligark i 2008 efterforskes, fortæller kilden.
Skønhedskonkurrencen vækker interesse. Det er, fordi en fremtrædende entreprenør i Moskva, Aras Agalarov, betalte næsten 130 millioner kroner for at få showet Miss Universe til Moskva.
En tredjedel af denne sum gik til Trump som betaling for licenser ifølge Forbes Magazine. Ved konkurrencen mødte Trump blandt andre Herman Gref, som leder Ruslands største bank, Sberbank PJSC.
Agalarovs søn Emin hjalp med at få et møde i stand mellem Trumps søn og en russiske advokat, som angiveligt skulle have haft kompromitterende oplysninger om Hillary Clinton.
Muellers "følg pengene"-undersøgelse har rod i en efterforskning, der blev indledt i New York sidste år. Den har fokus på hvidvaskning af penge.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned