Trump ventes at give forsøg på våbenhvile et nyt skyd
I weekenden skrev USA's præsident, Donald Trump, på Truth Social, at en våbenhvile "forhåbentlig" vil finde sted mandag, i forbindelse med at han ventes at tale med blandt andre Ruslands præsident, Vladimir Putin. (Arkivfoto). Foto: Olga Maltseva, Saul Loeb/Ritzau ScanpixOlga Maltseva, Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Mandag eftermiddag ventes USA's præsident, Donald Trump, at tale i telefon med først Putin og derefter Zelenskyj. Han vil sætte en stopper for "blodbadet".
Donald Trump har gjort det klart, at en våbenhvile mellem Ukraine og Rusland er på den amerikanske præsidents ønskeliste.
Mandag ventes han at gøre et nyt forsøg på at få en aftale.
I weekenden meddelte præsidenten, at han mandag vil tale i telefon med den russiske præsident, Vladimir Putin.
Emnerne vil være at stoppe "blodbadet" - med henvisning til krigen i Ukraine - samt handel.
Efter samtalen med Putin vil Trump ringe til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og "adskillige Nato-medlemmer".
Annonce
- Forhåbentlig vil det blive en produktiv dag, en våbenhvile vil finde sted, og denne meget voldelige krig, en krig der aldrig skulle være sket, vil slutte, skrev Trump lørdag på sit sociale medie, Truth Social.
Telefonopkaldet med Putin vil finde sted klokken 10.00, skrev Trump - formentlig med henvisning til Washington-tid. Det vil så være klokken 16 dansk tid.
Det gik verden rundt, da de to præsidenter Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj talte sammen i Peterskirken i Rom 26. april. Det skete, i forbindelse med at de begge deltog i pave Frans' begravelse. Foto: Ukrainian Presidential Press Ser/ReutersUkrainian Presidential Press Ser/Reuters
Søndag meddelte den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, at han og tre andre europæiske ledere skal tale med den amerikanske præsident forud for opkaldet med Putin. Præcis hvornår fremgik umiddelbart ikke.
Ud over Merz gælder det Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, den britiske premierminister, Keir Starmer, og den polske premierminister, Donald Tusk.
Emnet drøftede Merz og USA's udenrigsminister, Marco Rubio, i Vatikanet, da de søndag deltog i Pave Leo XIV's indsættelsesmesse.
- Jeg talte med Marco Rubio, herunder om opkaldet i morgen (mandag, red.). Vi blev enige om, at vi fire statsledere og den amerikanske præsident ville tale sammen igen som forberedelse til denne samtale (med Putin, red.), sagde Friedrich Merz til journalister ifølge Reuters.
Krigen i Ukraine begyndte i februar 2022, da Rusland invaderede nabolandet.
Søndag sagde Vladimir Putin til russisk stats-tv at Ruslands mål er at "eliminere årsagerne, som udløste til denne krise, skabe betingelserne for en varig fred og garantere Ruslands sikkerhed". Det skrev nyhedsbureauet AFP.
Opkaldene til Moskva og Kyiv ventes at ske, få dage efter at Ukraine og Rusland mødtes til forhandlinger i den tyrkiske storby Istanbul.
Volodymyr Zelenskyj havde på forhånd sagt, at han ville deltage, hvis Vladimir Putin gjorde. Det samme havde Donald Trump.
Annonce
Det skete ikke, og derfor var forventningerne til mødet afdæmpede.
Det eneste spørgsmål, de to landes delegationer kunne nå til enighed om, var da også en udveksling af 1000 krigsfanger fra hvert land.
Generelt er der flere knaster, når det gælder en mulig fredsaftale mellem de to lande.
Fra russisk side er det gentagne gange blevet sagt, at et muligt ukrainsk medlemskab af forsvarsalliancen Nato er uacceptabelt, og at Ukraine skal være neutral - uden at huse udenlandske baser.
Til gengæld har Zelenskyj sagt, at det ikke er Moskvas opgave at bestemme, hvem Ukraine indgår alliancer med.
Derudover kontrollerer Rusland omkring en femtedel af Ukraine og hævder, at territoriet formelt set er en del af Rusland. En holdning, de fleste lande ikke accepterer, skriver Reuters.
/ritzau/
FAKTA: Trump og Ukraine
* Da han var præsidentkandidat, sagde Donald Trump i løbet af valgkampen, at han kunne skaffe fred i Ukraine på et døgn. Den påstand har han siden modereret.
* Da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i februar besøgte Det Hvide Hus for at underskrive en råstofaftale, gik det helt galt. Zelenskyj endte i skænderi med Trump og vicepræsident J.D. Vance og forlod mødet i utide.
* I marts mæglede USA i forhandlinger, som resulterede i en delvis våbenhvile om blandt andet energiinfrastruktur. Den har både Rusland og Ukraine beskyldt hinanden for at bryde.
* I slutningen af april skrev Trump på Truth Social, at et russisk missil- og droneangreb på Kyiv var unødvendigt og udtryk for "meget dårlig timing". Flere blev dræbt og såret i angrebet.
* Få dage senere stak Trump og Zelenskyj hovederne sammen i Peterskirken i Rom i forbindelse med pave Frans' begravelse. Efterfølgelsen skrev Zelenskyj på X, at mødet med Trump var "meget symbolsk", og at "det har potentiale til at blive historisk".
Seneste artikler
Snart åbner lagersalg på Falster
Johnny skrev OL-sang og løb maraton med guitaren: - Det her er mit livs største projekt
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede "Pernille fra Væggerløse" op
Børn skal ikke pakkes ind i vat: I denne børnehave møder de verden, som verden er
Tricktyve udgav sig for at være fra Kræftens Bekæmpelse
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud