Trump vil blive væk fra retten i New York mandag
USA's tidligere præsident Donald Trump var torsdag i retten i New York City, hvor dette foto blev taget. Han er anklaget for svindel i et civilt søgsmål fra New Yorks justitsminister, der kræver 250 millioner dollar af ham. Foto: Mike Segar/Reuters
Jeg har allerede vidnet om alt og har ikke mere at sige, lyder det fra Trump inden retsmøde mandag.
USA's tidligere præsident Donald Trump vil ikke vidne, når der mandag er endnu et retsmøde i sagen mod ham i New York City.
Det skriver han søndag aften dansk tid på det sociale medie Truth Social.
- Jeg har allerede vidnet om alt og har ikke mere at sige, skriver han i en meddelelse, der udelukkende består af versaler.
Tidligere var det meddelt, at ekspræsidenten ville afgive forklaring i det civile søgsmål.
Her er Trump og tre af hans børn anklaget for at have pustet værdien af Trumps familievirksomhed, Trump Organization, kunstigt op for på den måde at få mere favorable betingelser hos långivere og andre.
I en række beskeder på Truth Social gentager han sine anklager om, at sagen mod ham er en politisk motiveret "heksejagt" og "indblanding i valget".
Han langer også ud mod dommeren, der ifølge Trump er "partisk", og mod "bøller" fra New Yorks justitsministerium.
I den igangværende sag har New Yorks justitsminister, Letitia James, krævet 250 millioner dollar - over 1,7 milliarder kroner - i bøder.
Trump risikerer også at få sit ejendomsselskab delvist opløst.
Sagen handler om tvivlsom regnskabspraksis i Trump-ejede selskaber, og den kan ødelægge hans muligheder for at drive forretninger i delstaten New York.
Det gælder ifølge anklagen regnskabsmetoder, som har fået Trumps ejendomme til at fremstå langt mere værdifulde, end de var, og som hjalp ham til at tage store lån i en periode, hvor han havde svært ved få lån.
Den tidligere præsident er ligesom sine to voksne sønner, Donald Trump Jr og Eric Trump, allerede blevet kendt skyldig i at have benyttet sig af de ulovlige metoder. Men det er endnu ikke afgjort, hvor stor en bødesum der bliver tale om.
På nuværende tidspunkt er Donald Trump storfavorit til at vinde kampen om at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat ved næste års valg.
Flere målinger har i de seneste uger vist, at Trump ligger en smule foran den nuværende demokratiske præsident, Joe Biden, når USA's vælgere bliver spurgt om, hvem af de to, de foretrækker.
/ritzau/
Seneste artikler
Hvad skal der med i mit CV?
Alle kender stemmen: Men hjemme i Nykøbing har Anders et helt andet projekt
Museer og dyreparker er danskernes foretrukne mål i efterårsferien
Er det genialt? Lollandsk forslag kan rykke ved uretfærdigheden
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker