Trump vil genoptage sine coronabriefinger
USA's præsident, Donald Trump, har tidligere fået kritik for sine briefinger om coronavirus. Men amerikanerne ønsker at høre direkte fra deres præsident, siger hans rådgiver. (Arkivfoto) Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Jonathan Ernst/Reuters
Efter kritik indstillede Trump de daglige coronabriefinger, men nu vil han igen tale direkte til amerikanerne.
USA's præsident, Donald Trump, vil igen begynde at holde daglige pressebriefinger om coronapandemien.
Det siger han mandag i en kommentar til journalister i Det Hvide Hus.
- Vi begynder at lave briefinger formentlig i morgen, siger Trump.
- Det er en god måde at få information ud til offentligheden.
Præsidenten tilføjer, at han ønsker at fokusere på det fremskridt, der sker med udvikling af vacciner og behandling.
Da coronaudbruddet ramte USA, begyndte præsidenten at holde stort set daglige pressebriefinger. Det fortsatte han med i flere uger.
Nogle dage varede briefingerne flere timer, og de udviklede sig ind imellem til skænderier med journalister eller kom til at handle om meget andet end coronavirus.
Trump har fået kritik for nogle af de udtalelser, han tidligere er kommet med.
Det gælder blandt andet hans gentagne anbefalinger af lægemidler, der ikke havde nogen beviselig effekt på coronavirusset eller måske endda kunne være skadelige.
En anden gang blev hans udtalelser tolket som en opfordring til at indtage desinficerende midler.
Efter en bølge af kritik i medierne stoppede de daglige briefinger. Trump sagde på det tidspunkt, at de var "spild af hans tid".
Derpå skiftede præsidenten fokus og begyndte i stedet at tale om at genåbne økonomien og om det kommende præsidentvalg i november.
- Vi havde meget succesfulde briefinger, siger Trump mandag.
- Vi havde mange mennesker der så det, rekordmange der så det.
I sidste uge foreslog en af præsidentens nære rådgivere, Kellyanne Conway, at han igen skulle begynde at holde de daglige briefinger.
Hun påpegede, at han er dalet i meningsmålingerne, efter at han ikke længere trådte op på podiet i Det Hvide Hus dagligt klokken 17 (23 dansk tid).
Conway mener, at amerikanerne vil have jævnlige opdateringer om virusset direkte fra præsidenten.
Trumps popularitet er generelt dalende. Selv blandt republikanske vælgere er mange skeptiske over for præsidentens håndtering af coronaudbruddet.
Samtlige større meningsmålinger viser, at Trumps formodede demokratiske modstander ved præsidentvalget, Joe Biden, har en føring på adskillige procentpoint.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde