Trump vil genoptage vælgermøder efter tre måneders pause

I næste uge vil USA's præsident, Donald Trump, igen møde sine vælgere ved vælgermøder. Meldingen kommer, mens det amerikanske samfund er ved at åbne op efter en omfattende coronanedlukning - men store begivenheder frarådes fortsat. (Arkivfoto). Foto: Lucas Jackson/Reuters

Udbruddet af coronavirus har de seneste måneder sat en stopper for præsident Trumps møder med vælgerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA's præsident, Donald Trump, vil i næste uge genoptage sine vælgermøder.

Det siger Trump onsdag aften dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reutes.

Vælgermøderne har de seneste tre måneder været sat på pause på grund af udbruddet af coronavirus i USA.

Men fredag i næste uge er Trump igen klar til at stille sig på scenen foran vælgerne. Det første gensyn med vælgerne vil ske i Tulsa i Oklahoma.

Den republikanske præsident håber på at blive genvalgt ved det amerikanske præsidentvalg i november, hvor Trump står til at blive udfordret af demokraten Joe Biden.

Det første vælgermøde i Oklahoma vil kort efter blive efterfulgt af vælgermøder i Florida, Arizona og North Carolina.

De store vælgermøder blev et kendetegn for Trumps valgkampagne allerede ved præsidentvalget i 2016. Og Trump har ofte fremhævet sin egen evne til at fylde stadioner med begejstrede vælgere, skriver nyhedsbureauet dpa.

Meldingen om genoptagelsen af vælgermøderne kommer, mens det amerikanske samfund så småt er ved at åbne igen efter en omfattende nedlukning, der skulle dæmme op for spredning af coronavirus.

Sundhedsmyndighederne i USA har dog forsat frarådet store forsamlinger. Eksempelvis ved sportsbegivenheder eller koncerter.

Især frarådes store forsamlinger indendørs, hvor risikoen for smittespredning er større.

USA er med afstand det land i verden, hvor flest personer er blevet bekræftet smittet med coronavirus. Knap to millioner amerikanere er testet positiv, fremgår det af en opgørelse fra John Hopkins University.

I alt 112.647 personer i USA er bekræftet døde med coronavirus, viser opgørelsen.