Trump vil have Musk til at effektivisere USA's statsapparat
Verdens rigeste mand, Tesla-stifter og X-ejer Elon Musk, får til opgave at rydde op i bureaukratiet, hvis Donald Trump vinder valget om to måneder. Det siger Trump torsdag i en tale i New York. (Arkivfoto). Foto: Etienne Laurent, Kamil Krzaczyns/Ritzau Scanpix
Tesla-milliardæren har ifølge Trump sagt ja til at lede effektiviseringskommission, hvis Trump vinder valget.
Hvis republikaneren Donald Trump vinder præsidentvalget i USA i november, vil han udpege Tesla-stifteren Elon Musk til at stå i spidsen for en kommission, der skal øge effektiviseringen i statsapparatet.
Musk har ifølge Trump sagt ja til at være chef for en sådan kommission.
Det skriver Reuters.
Det var rigmandens egen idé at "skabe en effektiviseringskommission for regeringen, som har til opgave at foretage en komplet revision af finanser og resultater i hele den føderale regering", siger Trump.
Han talte torsdag i Economic Club of New York, hvor han fremlagde nogle af sine planer på det økonomiske område.
Trump, som har en historik med at overdrive tal og størrelser, hævder ifølge AFP, at en sådan effektivisering vil kunne spare USA for "billioner og billioner af dollar".
I en podcast, der blev sendt 19. august, sagde Elon Musk, at han har talt med den republikanske ekspræsident om sagen, og at han vil være interesseret i at stå i spidsen for en sådan kommission.
Torsdag skriver Musk på det sociale medie X, som han ejer størstedelen af:
- Jeg ser frem til at tjene Amerika, hvis muligheden byder sig. Det er ikke nødvendigt med løn, titel eller anerkendelse.
Planerne om at effektivisere USA's statsapparat er noget, som Trump har talt med sine rådgivere om i de seneste uger, skriver Reuters.
I talen i New York siger Trump videre, at hvis han bliver USA's næste præsident, skal Musk gennemføre "drastiske" reformer.
Elon Musk, der er verdens rigeste mand med en anslået formue på 239 milliarder dollar, har tidligere sagt, at han har stemt på demokratiske politikere.
Men gennem noget tid har han støttet Trump og opfordret sine følgere til at stemme på republikaneren.
Meningsmålinger viser, at et flertal af de amerikanske vælgere mener, at Trump vil være bedre til at håndtere USA's økonomi end hans demokratiske modkandidat, vicepræsident Kamala Harris.
Men målingerne viser også, at Harris langsomt haler ind på ham på det punkt.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet