Trump vil nægte muslimer at rejse ind i USA
Udmeldingen får fremtrædende politikere på stribe til at tage afstand fra den excentriske præsidentkandidat.
Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump forstår at skabe røre i den politiske debat i USA.
Mandag foreslår den excentriske milliardær, at alle muslimer midlertidigt skal nægtes indrejse til USA efter skyderiet i San Bernardino, Californien, i sidste uge.
- Det er tydeligt for alle, at hadet (fra muslimer, red.) er uden for fatteevne. Hvor dette had kommer fra og hvorfor, må vi finde ud af, lyder det i en skriftlig udtalelse fra Trump.
- Indtil vi kan fastslå og forstå dette problem og den farlige trussel, det udgør, skal vores land ikke være offer for forfærdelige angreb fra mennesker, som tror på jihad, og som ikke har nogen fornuft eller respekt for menneskeliv, siger han ydermere.
Udmeldingen fra Trump, der er faldet en smule tilbage i meningsmålingerne den seneste tid, har fået Det Hvide Hus til at reagere.
Ben Rhodes, en af præsident Barack Obamas udenrigspolitiske toprådgivere, kalder forslaget for forfatningsstridigt og "i strid med amerikanske værdier."
Flere af Trumps konkurrenter til at vinde Republikanernes præsidentnominering tager også afstand fra udmeldingen.
- Det her er bare endnu en af hans ufattelige, splittende udmeldinger, der kendetegner hvert eneste af hans åndedrag, og det er blot endnu en grund til, at han er komplet uegnet til at lede USA, siger præsidentkandidat John Kasich fra Ohio.
Også præsidentkandidaterne Jeb Bush, Chris Christie, Lindsey Graham og Ben Carson vender tommelfingeren ned til forslaget.
Demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton omtaler Trumps forslag som "kritisabelt, fordomsfuldt og splittende".
Hvis det var opmærksomhed, han ønskede, så har han fået det. Alligevel har han senere mandag præciseret sit forslag. Det skal nemlig kun gælde muslimer, der ikke bor i USA i forvejen, understreger han.
Trumps udmelding kommer dagen efter, at Obama i en tale til nationen opfordrede amerikanerne til ikke at lade deres frustration over angrebet i San Bernardino, hvor 14 døde, gå ud over muslimer i landet.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde