Trump vil sælge eksklusive kampfly til Indien
De amerikansk producerede F-35 kampfly er i dag forbeholdt en eksklusiv klub af lande, der tæller Nato-alliancen samt Israel og Japan. (Arkivfoto). Foto: Idrees Mohammed/Ritzau Scanpix
Donald Trump vil give Indien adgang til at købe F-35 kampfly, fortæller han efter møde med Indiens leder.
USA vil øge salget af militært isenkram til Indien, og det er planen, at Indien får mulighed for at købe amerikanske F-35 kampfly.
Det fortæller USA's præsident, Donald Trump, på et fælles pressemøde i Washington D.C. med Indiens premierminister, Narendra Modi, efter et møde mellem de to ledere.
- Vi vil fra i år øge salget af militært udstyr til Indien med milliarder af dollar.
- Vi arbejder os også henimod, at Indien kan modtage F-35 Stealth Fighters, siger Donald Trump ifølge AFP på pressemødet.
Det er i dag kun en eksklusiv klub bestående af Nato-lande samt Israel og Japan, der kan få lov til at aftage de amerikanske F-35 kampfly.
Indien er ligesom alle andre lande blevet truet med øget importtold, en såkaldt gengældelsestold, i USA.
Det skyldes, at USA har et stort handelsunderskud med Indien.
Ifølge Trump hænger det sammen med, at Indien har told på amerikanske varer, og det vil præsidenten udligne. Det gentog han ifølge Reuters på pressemødet med Modi.
- Vi vil gøre gengæld i forhold til Indien. Det, Indien opkræver, vil vi også opkræve hos dem, siger Donald Trump.
Ud over militært isenkram er planen også, at USA skal hjælpe Indien med forsyning af energi.
Det fortalte Narendra Modi på det fælles pressemøde.
- For at øge Indiens energisikkerhed vil vi fokusere på at købe olie og gas. Der vil også investeres i energiinfrastrukturen, når det kommer til atomkraft, siger Modi ifølge AFP.
De to landes ledere stræber efter at indgå en handelsaftale, der ifølge Modi skal øge samhandlen til det dobbelte af det nuværende niveau.
- Vi har sat os et mål om at fordoble den bilaterale samhandel til 500 milliarder dollar i 2030. Vores folk vil snart lave en handelsaftale, der vil være til gavn for begge parter, siger Modi ifølge Reuters.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker