Trumps advokat overgiver sig til fængsel i sag om valg
Rudolph Giuliani, selv en tidligere offentlig anklager, nægter anklagerne om, at han skulle have været med til at forsøge at omgøre valget i 2020. (Arkivfoto). Foto: Rey Del Rio/Ritzau Scanpix
Rudolph Giuliani er anklaget for at være med til at forsøge at omgøre resultatet af valget i 2020.
Den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps personlige advokat Rudolph Giuliani har onsdag overgivet sig til myndighederne i et fængsel i Georgia.
Han er anklaget for at have været med til at forsøge at omgøre resultatet af valget i 2020, som Donald Trump tabte til USA's nuværende leder, Joe Biden.
Rudolph Giuliani, selv en tidligere offentlig anklager, nægter anklagerne.
Hans løsladelse er betinget af en kaution på 150.000 dollar - omkring 1 million kroner.
- Tiltalen er en travesti. Det her er et angreb på forfatningen, siger han til pressen efter mødet i fængslet.
Donald Trump, der selv er tiltalt i sagen, har tidligere sagt, at han vil overgive sig til fængslet i Fulton County i Georgia på torsdag.
Trump har afvist at have gjort noget forkert. I en udtalelse har hans kampagnestab beskyldt tiltalen mod ham for at være politisk motiveret og iværksat af Demokraterne.
Syv andre af ekspræsidentens medtiltalte har i forvejen overgivet sig til myndighederne i Fulton County.
Trump er favorit til at blive republikanernes præsidentkandidat til valget næste år og er desuden tiltalt i tre andre straffesager.
Giuliani spillede en vigtig rolle i Trump-kampagnens forsøg på at sprede falske udsagn om, at der skulle have været vælgersvindel i forbindelse med valget.
Det er en anklagejury ved en domstol i Fulton County i Georgia, som har indleveret anklageskriftet mod Trump og hans formodede medsammensvorne.
Anklagere i Georgia har foreslået, at sagen skal indledes 4. marts.
For første gang i en af de fire straffesager, som er blevet rejst mod Trump, inkluderer betingelserne for ekspræsidentens løsladelse en kaution.
Den er blevet sat til 200.000 dollar, hvilket Trump ifølge CNN allerede har indvilget i at betale. Beløbet svarer til lige under 1,4 millioner kroner.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned