Trumps krav om grænsemur bringer USA tættere på nedlukning
Delvis nedlukning af det amerikanske statsapparat truer, da ny finanslov ikke spås mange chancer i Senatet.
Repræsentanternes Hus har torsdag godkendt en finanslov for 2019.
Budgettet spås dog ikke mange chancer for at blive godkendt i Senatet, og derfor kan det amerikanske statsapparat meget vel blive delvist lukket fra lørdag.
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.
I det seneste budgetudkast er der blandt andet tilføjet 5,7 milliarder dollar til en grænsemur til Mexico.
En sådan mur har været et af præsident Donald Trumps største prestigeprojekter, siden han stillede op som kandidat ved valget i 2016.
Det vurderes ikke, at der er tilstrækkeligt mange demokrater, der vil stemme for budgettet, til at det kan blive stemt igennem Senatet.
Det skriver Reuters.
Hvis ikke det bliver godkendt, kan der blandt andet blive sat en stopper for finansieringen af de føderale politimyndigheder, sikkerhedspersonale i lufthavnene og rumfartsprogrammer.
Det vil i så fald ske til midnatstid fredag.
Donald Trump har tidligere sagt, at han ikke vil underskrive et budget, der kunne holde hjulene kørende til 8. februar. Det skyldtes, at der ikke var afsat penge til grænsemuren.
Derfor øremærkede Republikanerne en stor pose penge til muren.
Præsidenten mener, at en grænsemur er nødvendig for at stoppe den ulovlige indvandring og narkosmugling fra Mexico.
Demokraterne har dog vedholdende afvist at støtte projektet.
- Alle ved, at lovforslaget, der er på bordet i Repræsentanternes Hus, ikke bliver godkendt i Senatet.
Sådan siger Demokraternes leder i Senatet, Chuck Shumer.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned