Trumps læge: Præsidenten udgør ingen smitterisiko
Tidligere lørdag talte præsidenten til adskillige hundrede tilhængere, der var samlet på plænen ved Det Hvide Hus. Foto: Carlos Barria/Reuters
Carlos Barria/Reuters
Der er ikke længere tegn på, at virusset aktivt formerer sig hos præsidenten, fortæller hans læge.
Præsident Donald Trumps læge, Sean Conley, siger, at Trump ikke længere "udgør en smitterisiko for andre".
Udtalelsen kommer i en meddelelse natten til søndag dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Lægen oplyser, at test viser, at der ikke længere er indikationer på virus, der "aktivt kopierer sig selv".
Det Hvide Hus har ikke umiddelbart oplyst til Reuters, om det betyder, at præsidenten er blevet testet negativ for virusset.
- Jeg er glad for at kunne meddele, at præsidenten lever op til kriterierne fra CDC (USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse, red.) for på sikker vis at kunne stoppe sin isolation, udtaler læge Sean Conley i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Denne morgens covid-test viser, at efter de nuværende anerkendte standarder udgør han ikke længere en smitterisiko for andre.
Lægen oplyser ifølge AFP videre, at virusmængden er "dalende", at Trump ikke har feber, og at han generelt har det "bedre", men fortsat vil blive fulgt tæt, mens han "vender tilbage til et aktivt program".
Præsidenten talte lørdag dansk tid til adskillige hundrede tilhængere, der var samlet på plænen ved Det Hvide Hus.
Da han kom frem på balkonen, bar han mundbind, som han så tog af, da han skulle tale.
- Jeg har det fantastisk, lød det fra præsidenten, som lørdag også udtalte, at han er symptomfri.
Trump blev testet positiv for covid-19 fredag den 2. oktober.
Allerede mandag blev han udskrevet fra det hospital, hvor han blev behandlet.
Han står midt i en valgkamp op til præsidentvalget den 3. november. Han har været meget opsat på at komme tilbage i valgkampen trods sin sygdom.
Trumps læge, Sean Conley, er flere gange blevet kritiseret for manglende gennemsigtighed i oplysningerne om præsidenten.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned