Trumps ministerbud har økonomiske Grønland-forbindelser
Howard Lutnick tager plads under høring i Senatet onsdag. Foto: Bill Clark/Ritzau Scanpix
Trump-minister er direktør for finanshus, som har investeret i selskab med planer om minedrift i Grønland.
Trumps bud på en handelsminister, Howard Lutnick, har økonomiske interesser i Grønlands mineindustri.
Det fremgår ifølge New York Times af dokumenter til det amerikanske børstilsyn SEC.
Lutnick er nemlig direktør for finanshuset Cantor Fitzgerald, som har investeret i selskabet Critical Metals Corp, der har planer om minedrift i Grønland.
Den formentlig kommende minister, der onsdag skal igennem høring, vil dog træde tilbage som direktør for finanshuset, hvis han bliver bekræftet.
Han har i over 30 år været direktør for selskabet.
Han vil også skulle frasælge aktieposter i firmaet i løbet af 90 dage, hvis han bliver godkendt.
I samme periode må han som udgangspunkt heller ikke behandle sager, der har "direkte og forudsigelig" effekt på hans selskab.
Grønland er langtfra det eneste område, hvor Lutnick har interesser.
Igennem det store finanshus Cantor Fitzgerald har Lutnick ledende stillinger og andele i en lang række selskaber på en lang række områder.
Mulige interessekonflikter ventes at blive et tema under senatshøringen onsdag.
New York Times-artiklen beskriver også, at flere Trump-donorer enten som individer eller gennem selskaber har forbindelser til investeringer i Grønland.
Artiklen nævner OpenAI-topchefen, Sam Altman, investoren Marc Andreessen og Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos.
Gennem selskaber har alle tre investeringer i KoBold Metals, som i 2022 har søgt efter mineraler og metaller i Grønland.
Også de tre har økonomiske interesser på en lang række andre områder.
Siden Trump blev valgt som præsident i november, har han ytret sin interesse i at overtage Grønland. Det er ikke en ny idé fra præsidenten. Under sin første præsidentperiode sagde han også, at han gerne ville købe Grønland.
En talsperson for Andreessens venturekapital-selskab afviser at udtale sig til New York Times. Imens er talspersoner for Altman og Bezos ikke vendt tilbage på avisens henvendelse.
Ligeledes er hverken Lutnick eller Det Hvide Hus vendt tilbage på henvendelser, skriver avisen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned