Trumps svigerdatter bliver dårlig af brev med hvidt pulver
Donald Trumps svigerdatter Vanessa Trump blev mandag kørt til undersøgelse på et hospital, efter at hun havde åbnet et brev med hvidt pulver. Foto: Reuters/Mike Segar/arkiv
Reuters/Mike Segar/arkiv
Vanessa Trump, som er gift med Donald Trump Jr., blev utilpas, da hun havde åbnet et brev med pulver.
Den amerikanske præsidents svigerdatter er mandag kørt til et hospital i New York, efter at hun havde åbnet et brev, der indeholdt hvidt pulver.
Vanessa Trump, som er gift med Donald Trump Jr., blev utilpas og ringede til alarmcentralen, oplyser en talsmand ved politiet.
En foreløbig test af pulveret typer på, at det er ufarligt. Der er ingen meldinger om, hvilket stof der er tale om.
Donald Trumps svigerdatter har fortalt, at hun begyndte at hoste, og hun fik kvalme, da hun åbnede brevet, der var til Donald Trump Jr.
Brevet blev sendt til parrets private adresse. De bor i en lejlighed på Manhattan.
Secret Service, der har ansvar for præsidentfamiliens sikkerhed, har ikke svaret på en anmodning om en kommentar fra det amerikanske nyhedsbureau AP.
Vanessa Trump og Donald Trump Jr. har fem børn. Ingen af dem var hjemme, da moren åbnede brevet.
I marts 2016 undersøgte amerikansk politi et brev med hvidt pulver sendt til Eric Trump - en anden af præsidentens sønner. Pulveret viste sig at være ufarligt.
Der blev i 2016 også modtaget to breve med hvidt pulver i Trump Tower, som Donald Trump benyttede som kampagnekontor, da han satte jagten ind på posten som USA's præsident.
I 2001 døde fem personer, efter at flere breve med pulver og miltbrandbakterier blev sendt til to senatorer og flere nyhedsmedier.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned