Trumps tidligere advokat afviser anklager om valgsvindel
Tidligere borgmester i New York Rudy Giuliani, som desuden har været Donald Trumps advokat, har erklæret sig ikkeskyldig i anklagerne om, at han har forsøgt at omstøde valgresultatet i Georgia. Foto: Seth Wenig/Ritzau Scanpix
Ligesom Donald Trump erklærer Rudy Giuliani sig ikkeskyldig i sag om valgsvindel under præsidentvalget i 2020.
Donald Trumps tidligere advokat Rudy Giuliani erklærer sig ikkeskyldig i anklagerne mod ham i sagen om påvirkning af præsidentvalget i den amerikanske delstat Georgia i november 2020.
Det fremgår af retsdokumenter ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Erklæringen kommer, efter at Donald Trump, USA's tidligere præsident, også har erklæret sig ikkeskyldig i samme sag.
Trump og Giuliani er tiltalt i sagen sammen med yderligere 17 personer. Sammen skal de have forsøgt at omgøre valgresultatet i Georgia, så det faldt ud til Trumps fordel, mener anklagemyndigheden.
Demokraten Joe Biden, som altså er USA's nuværende præsident, vandt over Trump med knap 11.800 stemmer i Georgia.
I sagen er ekspræsidenten og de 18 øvrige personer tiltalt for "ulovligt at have konspireret og forsøgt at udføre og deltage i kriminel virksomhed" efter Trumps nederlag i Georgia.
Anklageskriftet drejer sig desuden om dokumentfalsk, om at have afgivet falsk forklaring og om at have chikaneret valgtilforordnede.
Giuliani er tiltalt for i alt 13 forhold. Det samme er Trump.
Ifølge tiltalen skal Giuliani have overtrådt Georgias lovgivning om organiseret kriminalitet, og han skal have forsøgt at overbevise myndighederne i Georgia om, at der var foregået valgsvindel, da Biden vandt præsidentvalget.
Det skal han have påstået med det formål at få godkendt en række valgmænd, der kunne få valget til at falde ud til Trumps formål.
Efter planen skulle Giuliani og de øvrige tiltalte i sagen møde i retten i Fulton County i Georgia 6. september for at oplyse, hvordan de forholder sig til tiltalen mod dem.
Men da Giuliani allerede har erklæret sig ikkeskyldig, kommer han ikke til at møde i retten. Det samme gælder Trump.
Ifølge CNN har i alt 12 af sagens tiltalte erklæret sig ikkeskyldige.
I USA kan enkelte delstater være afgørende for, om præsidentposten ender hos Demokraterne eller Republikanerne. Det er Georgias position som svingstat, der har gjort delstaten til centrum i sagen.
Ud over at være Trumps tidligere advokat har Giuliani været borgmester i storbyen New York City.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker