Trumps toldtrusler tvinger Samsung til at overveje ny strategi

En mand kører på motorcykel foran indgangen til Samsungs fabrik i Bac Ninh-provinsen i Vietnam nordøst for hovedstaden Hanoi i onsdags. Foto: Nhac Nguyen/Ritzau Scanpix

Selv om Donald Trump har sat de fleste af sine toldsatser på pause, skaber den stadig rystelser under elektronikgiganten Samsungs fundament.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Bac Ninh-provinsen i det nordlige Vietnam holder Nguyen Thi Mai pause fra sit arbejde. Hun sipper fra en kop te, før hun skal tilbage på Samsung-fabrikken.

27-årige Mai har godt hørt om USA's præsident Donald Trumps toldsatser. Men hun håber, at det ikke vil påvirke forretningen.

Samsung er verdens næststørste producent af mobiltelefoner. Den sydkoreanske elektronikgigant producerer omkring halvdelen af sine telefoner i Vietnam.

Derfor skyllede der en chokbølge igennem Samsungs forsyningskæder, da Trump truede med at pålægge vietnamesiske varer en told på 46 procent.

- Vi forstår ikke så meget om makroøkonomi, siger Mai til AFP.

Hun fortæller desuden, at dagligdagen på fabrikken indtil videre er upåvirket trods global aktieuro.

- Vores arbejde kører som normalt, lyder det også fra 30-årige Le Van Binh, der håber, at Vietnams regering kan lave en aftale med USA.

- Vores topledere vil forsøge at forhandle med USA. Jeg håber, de vil få succes, og at det vil påvirke os positivt, siger han.

Samsung åbnede fabrikker i Vietnam, fordi det er billigere. Lønudgifterne er kun ti procent af lønudgifterne i Sydkorea, forklarer professor ved Sejong University i Sydkorea Kim Dae-jong til AFP.

Men Trumps toldtrusler gør nu fundamentet under denne strategi skrøbelig.

Også selv om Donald Trump i onsdags satte toldsatserne på pause i 90 dage, siger han.

Samsungs strategi med at flytte produktion til det billigste sted i Asien har i årevis bidraget til koncernens vækst.

Hvis ikke Samsung flytter produktionen, kan det koste virksomheden dyrt, forklarer Kim Dong-won, administrerende direktør i finanshuset KB Securities.

Hvis Samsung æder de foreslåede toldsatser, vil de koste firmaet omkring 2,7 milliarder dollar. Det svarer til 33 procent af overskuddet fra salget af mobiltelefoner, siger han.

Tae-Moon Roh, topchef i Samsung, præsenterer 17. januar i år Samsungs nyeste smartphone i San Jose, Californien i USA, "Galaxy S24", der indeholder flere AI-funktioner. Efter Apple er Samsung den største producent af mobiltelefoner i verden. Foto: Loren Elliott/Reuters

Samsung er polstret til situationen og har i denne uge varslet, at koncernen forventer et rekordresultat for årets første kvartal.

Men det er alligevel bekymrende, siger Kim Dong-won.

Hvis Trump ender med at gennemføre den foreslåede toldsats mod Vietnam, har Samsung og LG, en anden sydkoreansk techgigant, intet andet valg end at flytte produktion til USA.

Det påpeger Kang In-soo, professor i økonomi ved Sookmyung Women's University.

- På trods af de ekstraomkostninger ser det ud til at være en uundgåelig beslutning, at tilstedeværelsen på det strategisk vigtige amerikanske marked skal bevares eller udvides, siger han.

High-end fjernsyn er Samsungs vigtigste drivkraft for indtægter i USA, fortæller Yong Seok-woo, en af topcheferne i Samsung.

- Størstedelen af de solgte fjernsyn i Nordamerika produceres i Mexico, siger han.

Selv om USA's præsident, Donald Trump, har sat den høje nye toldsats mod Vietnam på pause, skaber toldtruslen alligevel rystelser i Samsungs fundament. (Arkivfoto). Foto: Nathan Howard/Reuters

USA har 25 procent told på importvarer fra Mexico, hvilket potentielt stiller Samsung mere fordelagtigt i forhold til mange andre konkurrenter med produktion i lande, der er hårdere ramt.

Men han siger også, at hvis toldproblemerne udvikler sig, kan Samsung blive nødt til at "flytte produktionen".

Trump truer med told for at sikre flere udenlandske investeringer i USA, skriver AFP.

Men USA har det problem, at det ikke selv har en stærk produktion af mikrochips, som er en komponent i tv-udstyret blandt meget andet.

Det er en central del af den globale økonomi. Flere eksperter vurderer, at Trumps toldplan ikke holder i det lange løb.

Samsungs største konkurrent, Apple, producerer størstedelen af sine telefoner i Kina, der ikke fik sat tolden fra USA på pause, men i stedet fik den hævet til 145 procent.

På hjemmefronten har Sydkorea været dårligt forberedt på den økonomiske modvind, da landet i praksis har stået uden leder siden december, da tidligere Yoon Suk-yeol blev suspenderet.

/ritzau/

Samsung Electronics

* Den sydkoreanske virksomhed Samsung blev grundlagt af Lee Byung-Chull i 1938 som en købmandsvirksomhed.

* Først i 1969 trådte virksomheden ind i elektronikindustrien.

* I dag har Samsung hovedkvarter i den sydkoreanske millionby Suwon.

* På koreansk betyder "Samsung" tre stjerner.

* I dag er Samsung verdens næststørste producent at mobiltelefoner efter amerikanske Apple. I juli meldte Samsung ud, at virksomheden vil satse på foldbare mobiltelefoner.

Kilder: AFP, Britannica og Samsung.com.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu