Tsunamiramte Tonga vil være afskåret fra omverdenen i en måned
På Tongas hovedø, Tongatapu, har aske fra lørdagens vulkanudbrud sat sit tydelige præg på landskabet. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Handout/Ritzau Scanpix
FN arbejder på at sende nødhjælp til Tonga, men manglende forbindelse og aske i luften gør det svært.
Det vil tage mindst en måned at få genetableret forbindelsen til Tonga, efter at stillehavsnationen i weekenden blev ramt af et voldsomt vulkanudbrud og en efterfølgende tsunami.
Det oplyser det newzealandske udenrigsministerium onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Siden katastrofen har Tonga stort set været afskåret fra omverdenen. Det skyldes, at undersøiske kabler, der forbinder øriget med resten af verden, blev ødelagt under vulkanudbruddet.
Det er de kabler, som selskabet SubCom mener, vil tage mindst fire uger at få repareret.
Samtidig er FN i gang med at undersøge, hvordan der kan blive sendt nødhjælp til Tonga. Det skriver BBC.
En FN-repræsentant i regionen siger, at asken fra vulkanudbruddet gør det umuligt at lande fly i øjeblikket, men han forventer, at flyvninger snart vil blive genoptaget.
Den manglende kommunikation til omverdenen betyder, at oplysninger om omfanget af ødelæggelserne fra lørdagens vulkanudbrud stadig i høj grad står hen i det uvisse.
Tirsdag udsendte Tongas regering dog for første gang en udtalelse efter katastrofen.
I udtalelsen blev hændelsen kaldt for en "katastrofe uden sidestykke". Her kom det også frem, at mindst fire personer er døde, mens adskillige er såret.
På Mango-øen er samtlige huse blevet ødelagt i katastrofen. Blot to huse står stadig på øen Fonoifua, mens der også er store skader på Nomuka-øen.
Evakueringen af beboere på flere af øerne er gået i gang.
Tsunamien ramte lørdag umiddelbart efter vulkanudbruddet ved østaten.
Vulkanudbruddet sendte røg og aske ud over Tongas øer og satte gang i op til 15 meter høje bølger. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Der er stadig dele af øgruppen, som der fortsat ikke er kontakt til.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde