Tuneserne strømmede ud af deres huse til det, der lignede et forandret land, efter at præsident Zine al-Abidine Ben Ali i en tale torsdag aften satte dato på sin afgang fra embedet.
Ben Ali, der har ledet Tunesien i mere end 23 år, bøjede sig for presset fra flere ugers uro og fortalte i en tv-tale, at han vil træde tilbage i 2014. Samtidig gav han politiet ordre til ikke at skyde demonstranter og lovede pressefrihed.
Tuneserne, der har raset over manglende frihedsrettigheder, viftede med flag, dansede i gaderne og sang nationalsangen, mens bilerne trykkede hornene i bund.
- Vi havde ikke forventet den tale, siger Mohamed Ali i Lafayette-distriktet i hovedstaden Tunis, hvor politiet blot nogle timer tidligere skød mod demonstranter.
- Det vigtigste er frihed, frihed, frihed, jublede han, mens Sonia Ayari, der også festede i gaden tilføjede:
- Vi hilser Ben Alis mod, selv om det kom sent.
Tingene udviklede sig hurtigt efter præsidentens tale. Det statslige tv, der normalt er en noget afdæmpet affære, renset for kritik af styret, var pludselig forvandlet.
Således deltog en oppositionsleder og en fyret leder af journalisternes fagforening, der begge hidtil har været afskåret fra at optræde i tv, pludselig i en livlig debat om medierne i Tunesien.
Forandringerne kunne også mærkes i cyberspace. Sider som youtube og daylimotion, som hidtil har været blokeret, begyndte ligesom flere sociale medier pludselig at virke igen.
"Vi har grebet vores frihed efter 23 år", skrev en person, der kalder sig Ayman, på internettet og fortsatte: "Endelig frihed".
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde