Tunesien har fortsat ingen regering
Det er ikke lykkes den udpegede premierminister i Tunesien, Mehdi Jomaa, at opnå enighed om en ny overgangsregering.
Det var ellers ventet, at han lørdag ville aflevere sin ministerliste til præsidenten i det nordafrikanske land, Monzef Marzouki.
- Min liste er klar, og den indeholder ministre af høj kvalitet, men den sikkerhedsmæssige, sociale og økonomiske situation gør konsensus til en nødvendighed, siger Mehdi Jomaa.
- Jeg bliver måske spurgt igen (om at danne regering, red.), eller det kan være en anden, tilføjer han.
Tunesiens tidligere premierminister, Ali Larayedh, trådte tilbage 9. januar for at give plads til en overgangsregering. Målet er, at den nye regering skal befæste Tunesiens overgang til demokrati.
Afløseren for Larayedh, som tilhører det moderat islamistiske parti Ennahda, var Mehdi Jomaa. Han regnes som en teknokrat og har været industriminister i Larayedhs regering.
Ennahda beskyldes for at tolerere voldelige ultrareligiøse salafister og for at have set den anden vej, da to prominente oppositionspolitikere blev myrdet sidste år.
Tunesien, der er det mest sekulære land i den arabiske verden, udløste det såkaldte arabiske forår i januar 2011, da en folkelig opstand fordrev den mangeårige diktator Zine al Abidine Ben Ali.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned