Tunesiens islamister vil have national samlingsregering
De regerende islamister i Tunesien siger, de accepterer, at landets forfatningsgivende forsamling er suspenderet, og de opfordrer til forhandlinger om en national samlingsregering.
- Trods vores formelle og legale forbehold over for dette initiativ, så håber vi, at det vil tjene som en katalysator for politiske modstandere til at sætte sig til forhandlingsbordet, hedder det i en erklæring fra partiet Ennahda..
Opfordringen er underskrevet af det islamiske partis leder, Rached Gannouchi.
Ennahda, som leder en koalitionsregering, udtrykker håb om en "konsensusløsning midt i denne følsomme tid med sikkerhedsproblemer og store økonomiske udfordringer".
Partiet siger, at det vil støtte "en national samlingsregering, der består af alle de politiske kræfter, der er overbeviste om behovet for at lade den demokratiske proces løbe".
Tirsdag meddelte formanden for den forfatningsgivende forsamling, Ben Jaafar, at han suspenderer de folkevalgtes arbejde, indtil regeringen og oppositionen indleder forhandlinger, der kan bryde dødvandet i arbejdet med en ny grundlov.
Parterne har stået stejlt over for hinanden.
Den sekulære opposition har beskyldt Ennahda for forsøg på at dreje en ny forfatning i islamisk retning.
Krisen er blevet forværret af mordet på to fremtrædende oppositionspolitikere.
Den nye forfatning skal afløse den, som var gældende under den tidligere enerådende præsident, Zine El Abidine Ben Ali.
Han blev væltet under en folkelig opstand i 2011.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned