Tunesiens regeringsparti ønsker kompromis

Generalsekretæren i Tunesiens regerende islamistiske parti siger, at det vil støtte dannelsen af en ny teknokrat-regering i landet, indtil der kan blive afviklet et valg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Udspillet kommer efter, at titusindvis af mennesker har demonstreret for at få eskaleret protesterne mod regeringen.

Titusinder deltog således i regeringsfjendtlige protester tirsdag på Bardo-pladsen i Tunis, hvor politiske spændinger er eskaleret mere og mere siden drabet på oppositionspolitikeren Mohammad Brahmi den 25. juli.

- Det er nødvendigt, at vi danner en ikke-politisk regering, så vi kan føre landet frem til et valg inden for seks måneder, siger Hamadi Jebali, der er generalsekretær i regeringspartiet Ennahda, og som selv har været premierminister.

I weekenden var titusinder af demonstranter på gaden for at tilkendegive deres støtte til den islamistisk-ledede regering ved en af de største demonstrationer siden revolutionen i 2011.

Både oppositionen og tilhængere af det regerende Ennahda-parti har demonstreret og rivaliseret om at vise mest styrke.

Tunesien, der var arnested for Det Arabiske Forår, kan gradvist glide hen mod den samme situation som i Egypten, hvor polariseringen og volden er taget stadig til efter det gamle styres fald.

Sekularister i Tunesien har planlagt massedemonstrationer i Tunis onsdag aften, og der er frygt for vold, da islamister, som støtter Ennahda, har en protestlejr på deres rute.

Situationen er spidset til i Tunesien, efter at Brahmi blev slået ihjel i en kugleregn foran sin kone og børn ved deres hjem i Tunis sidst i juli.

Det voldsomme drab fik tusindvis af tunesere til at kræve regeringens afgang.

Tunesiens indenrigsministerium har før udtalt, at Brahmi blev dræbt med det samme våben, der seks måneder tidligere blev brugt ved skuddrabet på en anden fremtrædende oppositionspolitiker Chokri Belaid.

Pårørende fra familierne til de to politikere beskylder Ennahda for at stå bag begge attentater.

/ritzau/AFP