Tunis-terrorister havde "frygtelige" sprængstoffer på sig
Museum, hvor 20 udenlandske turister blev dræbt, genåbner næste uge, siger regeringen i Tunis.
De to mænd, der onsdag angreb Bardo-museet i Tunesiens hovedstad, Tunis, havde sprængstoffer med sig, som de ikke nåede at anvende.
Det siger Tunesiens præsident, Beji Caid Essebsi, til den franske tv-station TF1.
- Vi fandt forfærdelige sprængstoffer på de mennesker, som de ikke havde nået at bruge, siger præsidenten.
Tunesisk politi har forhindret en katastrofe, tilføjer han.
Mindst 23 mennesker blev dræbt under angrebet, heriblandt 20 udenlandske turister, inden tunesiske sikkerhedsstyrker dræbte de to bevæbnede gerningsmænd.
Torsdag meddelte den militante gruppe Islamisk Stat i en lydfil, at den står bag angrebet.
I meddelelsen, der er lagt ud på internettet, roser Islamisk Stat de to mænd, der angreb museet med automatvåben og granater, og kalder dem "riddere af Den Islamiske Stat".
Islamisk Stat truer samtidig med flere aktioner og betegner angrebet i Tunis som "den første dråbe i regnbygen", oplyser organisationen Site, der overvåger ekstremistiske grupper.
Tunesien har oplevet en optrapning af islamisk ekstremisme, siden landets mangeårige præsident, Zine El Abidine Ben Ali, måtte slippe sit stærke greb om magten under den revolution i 2011, som lagde spiren til det arabiske forår i regionen.
Så mange som 3000 tunesere er ifølge myndighederne rejst til Irak, Syrien og Libyen for at kæmpe med jihadist-bevægelser. Det har skabt frygt for, at kamphærdede militante vender tilbage med planer om at udføre angreb i Tunesien.
Mens præsident Essebsi betoner, at ekstremister ikke kan true processen mod at indføre demokrati, så er lederen af det islamistiske oppositionsparti Ennahda, Rached Ghannouchi, overbevist om, at "det tunesiske folk vil stå sammen i kampen mod barbari".
Omkring 200 demonstranter samlede sig torsdag foran Bardo-museet, hvor massakren fandt sted. De lagde blomster og råbte slagord som "Ud med terrorisme".
Som et signal om ikke at lade sig knægte af attentatet, meddelte regeringen, at museet genåbner tidligt næste uge.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde