En hollandsk kvinde blev torsdag udskrevet fra et hospital i Spanien - en dag efter at hun var blevet reddet uskadt fra at være fanget 18 dage uden mad på bunden af en kløft.
Mary-Anne Goossens skjulte sig bag solbriller, da hun blev hentet af en bil med tonede ruder ved hospitalet i den sydspanske by Velez-Malaga.
Spanske medier oplyser, at hun er ved godt helbred og kun har tegn på lidt dehydrering og underernæring.
Datteren Jantje siger, at hendes mor tabte knap fem kilo under de 18 dage i kløften, hvor hun overlevede ved at drikke vand fra en nærliggende flod og ved at tænke på sin 50-års-fødselsdag om to år.
- Hun tænkte på, hvordan festen ville blive, hvilken mad, der ville blive serveret, og hvem hun ville invitere. Hun blev bare ved med at tænke på fremtiden og ikke bagud, forklarer Jantie til journalister uden for hospitalet.
Mary-Anne Goossens tog på en vandretur langs en flod ved feriebyen Nerja den 16. juni - dagen efter at hun var ankommet til Spanien. Hun blev fanget nede i en kløft og kunne ikke komme op derfra.
Tre andre vandrere fik øje på hende onsdag. De efterlod noget mad til hende, inden de alarmerede redningstjenesterne, der evakuerede hende med en helikopter.
- Vi hørte råb om "hjælp mig, hjælp mig" og nogle fløjt. Så vi søgte hen til kanten af stien og kiggede ned mod floden. Vi så en kvinde og besluttede at stige ned til, hvor hun befandt sig, forklarer en af vandrerne, Francisco Conde.
- Hun fortalte os, at hun havde tilbragt 18 dage fanget i kløften. Hun havde drukket vand fra floden. Hun forklarede, at hun havde frosset meget, og havde holdt sig nogenlunde varm ved at fylde sit tøj med kviste, fortæller den 27-årige til den spanske avis El Mundo.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker