Turister reddes ud af Machu Picchu under politisk uro
Turister venter på at blive evakueret fra Machu Picchu, efter at vandreruten til den gamle inkaby er blevet lukket. Foto: Carolina Paucar/Ritzau Scanpix
Flere end 400 turister er blevet hentet ud af Machu Picchu. Ingen danskere menes at være blandt de evakuerede.
418 turister er lørdag blevet reddet ud af den gamle inkaby Machu Picchu i Peru, efter at vandreruten dertil blev lukket på grund af politisk uro i landet.
Det oplyser landets turismeministerium på det sociale medie Twitter.
- Takket være et koordineret stykke arbejde mellem alle parter i Netværket for Turistbeskyttelse blev 418 indenlandske og udenlandske besøgende i eftermiddag flyttet fra Machu Picchu til hovedstaden i Cusco-regionen, skriver ministeriet.
Ministeriets opslag er vedhæftet billeder af turister, som sidder i toget på vej til Cusco.
Ruten til Machu Picchu blev lukket på ubestemt tid, efter at demonstranter angreb en kobbermine, som ligger på vejen.
Den gamle inkaby er en af Perus største turistattraktioner og bliver besøgt af mere end en million turister årligt.
Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser søndag morgen, at man ikke har kendskab til danskere, der skulle være blandt de evakuerede turister.
Perus politiske krise tog for alvor til i december, da landets daværende præsident, Pedro Castillo, forsøgte at opløse landets kongres, kort inden den skulle stemme om, hvorvidt der skulle rejses en rigsretssag mod præsidenten.
Det lykkedes dog ikke, og i stedet for at redde sit politiske liv landede Castillo i en fængselscelle, hvor han indtil videre er blevet dømt til at skulle sidde i hvert fald det næste halvandet års tid.
Præsidentembedet blev overtaget af hans vicepræsident, Dina Boluarte.
Men det huer ikke de peruanske demonstranter. De har siden hendes indsættelse været på gaden, hvor de har krævet, at Castillo løslades fra fængslet, og at Boluarte træder tilbage.
Adskillige mennesker har mistet livet i sammenstød med politiet, og flere hundrede er blevet såret.
Det har blandt andet fået den peruanske rigsadvokat til at efterforske præsidenten for hendes ansvar i sagen. Hun bliver således efterforsket for blandt andet folkedrab.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned