Turistområde i Egypten ramt af uvejr

11 mennesker er omkommet og mange andre kvæstet som følge af voldsomme regnskyl og oversvømmelser i Sinai, det sydlige Egypten og hovedstaden Kairo. Omkring 12 mennesker er savnet i området omkring Sharm el-Sheikh, skriver britiske BBC. Det er et populært feriemål for blandt andre danskere.

Adskillige indbyggere i de ramte områder er blevet hjemløse, skriver den statslige avis al-Ahram. Tordenvejr, styrtregn og oversvømmelser har ødelagt huse i Aswan og Sinai og beskadiget bygninger i lufthavnen ved feriebyen Sharm el-Sheikh.

Fem af Egyptens havne er lukket på grund af oversvømmelser.

Blandt de omkomne er en britisk turist, hvis båd kæntrede på Nilen.

/ritzau/dpa

Populært ferieområde i Egypten er ramt af uvejr og store oversvømmelser. Mindst 11 mennesker er omkommet, og flere savnes fortsat i Sharm el-Sheikh-området.

Offentliggjort Sidst opdateret