Tusinder af bevæbnede klanmedlemmer har sat kurs mod Yemens hovedstad, Sanaa, for at bakke op om deres leder sheik Sadiq al-Ahmar, hvis tilhængere er involveret i heftige kampe med Yemens sikkerhedsstyrker, siger klanledere.
Der har allerede været sammenstød mellem klanmedlemmerne og sikkerhedsstyrkerne ved en militærforlægning 15 kilometer nord for Sanaa.
Oplysningerne kommer samtidig med, at læger i Sanaa siger, at 15 mennesker er blevet dræbt under natlige kampe mellem sikkerhedsstyrker og klanmedlemmer i hovedstaden.
Blandt ofrene er en syvårig pige, der døde af sine kvæstelser efter at være blevet fanget i krydsild. Men langt de fleste af de dræbte var personer, der var involveret i kampene.
Også i byen Taiz var der rapporter om sammenstød. Her mødte demonstranterne for første gang op med våben og kom i kamp med sikkerhedsstyrkerne.
Vidner siger, at kampene finder sted nær en vejspærring, som hærens eliteenhed Revolutionsgarden bemander. Garden er loyal over for Yemens trængte præsident, Ali Abdullah Saleh, og ledes af hans søn Ahmed.
FN's menneskerettighedsudsending sagde tidligere på ugen, at hendes kontor undersøger rapporter om, at yemenitiske sikkerhedsstyrker har dræbt mindst 50 demonstranter i Taiz siden søndag.
Urolighederne er inspireret af de folkelige revolutioner i Egypten og Tunesien og er vendt mod præsident Saleh, der har været ved magten i 33 år.
Yemen befinder sig på fallittens rand, og omkring en tredjedel af landets 23 millioner indbyggere lider af kronisk sult.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned