Tusinder af pakistanere trodsede omfattende sikkerhedsforanstaltninger og deltog i begravelsen af den myrdede moderate guvernør i provinsen Punjab Salman Taseer onsdag.
Den 66-årige Salman Taseer blev skudt og dræbt af en af sine egne sikkerhedsvagter tirsdag og er den mest kendte politiker i Pakistan, der er myrdet, siden den tidligere premierminister Benazir Bhutto blev dræbt for tre år siden.
Taseer var Pakistans mest åbenmundede modstander af religiøs ekstremisme og en svoren kritiker af yderligtgående muslimske grupper i landet.
Premierminister Yousuf Raza Gilani deltog sammen med en række andre ledende politikere i begravelsen i Punjabs hovedby, Lahore.
Drabet har sendt chokbølger gennem Pakistans moderate elite og tilhængere af regeringspartiet Pakistans Folkeparti, PPP.
Drabet har desuden forværret den igangværende regeringskrise, hvor Gilanis regering har svært ved at holde på et flertal i parlamentet.
Regeringslederen appellerede tirsdag om ro og lovede at slå hårdt ned på de skyldige. Samtidig svor ledende medlemmer af PPP at fortsætte regeringsarbejdet.
- Vore modstandere ønsker at svække vort parti og vor kamp for dette land, sagde den lokale PPP-leder, Mohammed Waqas.
Politiet arbejder fortsat med at fastslå, om sikkerhedsvagten og politikommissær Malik Mumtaz Hussain, der har indrømmet, at han skød guvernøren, handlede alene, eller om han havde medsammensvorne.
Drabsmanden siger, at han skød Salman Tasser, fordi denne ønskede en reform af Pakistans blasfemilove.
Hidtil har politiet anholdt 10 mistænkte personer i sagen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde