Tusinder af mennesker demonstrerer i Marokkos byer for tredje dag i træk med krav om mere demokrati.
Myndighederne i Marokko forsøger desperat at undgå uroligheder på linje med dem, som bragte lederne i Tunesien og Egypten til fald tidligere i år.
Regeringen har allerede bebudet en række reformer, der skal give mindre magt til kong Mohammed og begrænse den royale families økonomiske interesser.
10.000 mennesker har i løbet af søndagen demonstreret i Casablanca, der er landets største by.
I hovedstaden Rabat blev der råbt slagord mod korruption og tortur, og der blev krævet flere initiativer for at sikre arbejde til mange unge arbejdsløse.
Politiet har holdt lav profil over for protesterne, der er organiseret af 20. Februar Bevægelsen. Organisationen er opkaldt efter den dato, hvor den første demonstration fandt sted.
- Dette handler mere om de unge end om os, siger Redouane Mellouk, der har taget sin otteårige søn med til demonstrationen. Han bærer et skilt, der kræver "et nyt Marokko".
- Vores forældre kunne ikke tale med os om politiske emner. De var alt for bange. Det er nødt til at blive anderledes, siger Mellouk.
Skønt vreden i den marokkanske befolkning er stigende, så vurderer analytikere, at det næppe vil kunne føre så langt som i Tunesien og Egypten, endsige Libyen.
Marokko er et konstitutionelt monarki med et valgt parlament. Men forfatningen giver kongen magt til at opløse parlamentet, og han har det afgørende ord at skulle have sagt, når regeringen udpeges.
Kongen meddelte i marts, at han give afkald på en række beføjelser, og at der tages initiativer til at gøre domstolene mere uafhængige. Demonstranterne kritiserer blandt andet politisk begrundede fængslinger.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde