Tusinder af mennesker deltog lørdag i begravelsen af 14 personer, der blev dræbt i forbindelse med to selvmordsattentater mod shiamuslimer i Karachi. Dødstallet efter dobbeltattentatet i den pakistanske millionby er nået op på 31.
En selvmordsbomber bragede ind i en bus fredag, hvorefter en anden selvmorder udløste sin bombe på et hospital, hvor ofrene for det første attentat blev indbragt.
- Seks mennesker er døde i løbet af natten, hvilket bringer dødstallet op på 31, siger lokalregeringens talsmand, Jameel Soomro, til det franske nyhedsbureau AFP.
Han siger, at mindst 170 sårede var under behandling på hospitaler rundt om i Karachi.
Ved en begravelse lørdag for nogle af de dræbte slog tusinder af sørgende sig for brystet og græd højlydt, mens ligene af 14 af de dræbte blev bragt til en sportsplads i Karachi.
Pakistansk tv sendte direkte billeder af mænd og kvinder klædt i sort, der bar på sorte bannere og råbte religiøse slogans.
- Flere end 10.000 mennesker deltog i begravelsen af de 14 døde, siger en lokal polititalsmand, Javed Mehr, der var til stede i området, der var afspærret af politi og paramilitære enheder.
Kvinder og børn var blandt de 12 personer, der blev dræbt på stedet fredag, da en selvmordsbomber på en motorcykel kørte direkte ind i en bus fyldt med shiamuslimer på vej til en religiøs march i anledning af afslutningen af det hellige måned Muharram.
Den anden selvmordsbomber dræbte 13 på stedet, da han udløste sin bombe ved indgangen til Jinnah-hospitalet.
Den lokale indenrigsminister, Zulfiqar Mirza, sagde lørdag, at den religiøse march var det oprindelige mål, men at planerne blev ændret på grund af omfattende sikkerhedsforanstaltninger. Der er foretaget anholdelser i forbindelse med attentaterne.
Karachis gader lå for det meste øde hen lørdag, mens havnebyen sørgede over de dræbte.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker