Tusinder i Wien trodser forbud og demonstrerer mod coronatiltag

Politiet havde inden søndagens demonstration meldt om demonstrationsforbud i Østrig. Foto: Lisi Niesner/Reuters

Fire politifolk meldes sårede, efter at tusindvis i Østrig gik på gaden for at demonstrere mod restriktioner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tusindvis af mennesker i Østrig trodsede søndag aften et demonstrationsforbud og gik på gaden for at demonstrere mod coronatiltag i landet.

Politiet i Østrig meldte lørdag, at et demonstrationsforbud trådte i kraft, efter at omkring 10.000 mennesker deltog i en lignende demonstration tidligere i januar.

Søndagens demonstration blev ikke desto mindre gennemført. Den blev organiseret af det højreekstreme parti Frihedspartiet (FPÖ). Der var også nynazister iblandt demonstranterne.

Folkemængden blokerede for trafik på vejene, mens de gik mod nationalforsamlingen. Mange af dem bar ikke mundbind eller tog hensyn til krav om at holde afstand.

Fire politifolk blev såret ved uroligheder under demonstrationen, der fandt sted i landets hovedstad, Wien. Det østrigske politi anholdt omkring ti demonstranter.

FPÖ varslede demonstrationen for at vise modstand mod landets tredje nedlukning. Regeringen har indført en række nedlukningstiltag for at forsøge at forhindre spredning af coronavirus.

Det er første gang, at FPÖ og partimedlem Herbert Kickl, der er tidligere indenrigsminister, åbent har opfordret til en protest mod nedlukningen.

- Vi oplever en hidtil uset censur, sagde Herbert Kickl til medierne lørdag, før partiet fremsatte endnu en anmodning om tilladelse til at afholde demonstrationen.

Begge anmodninger blev afvist.

Det skyldes den øgede risiko for smittespredning af nye coronavarianter og en "manglende smitteopsporing" blandt dem, der skulle deltage i demonstrationen.

Skoler, sportsklubber, hoteller, restauranter, kultursteder og mange butikker er blevet lukket for at dæmme op for smittespredningen med coronavirus. Men landets ikoniske skisportssteder har fået lov at forblive åbne.

Op mod 15.000 mennesker deltog i en demonstration søndag aften i Østrigs hovedstad, Wien. Foto: Georg Hochmuth/Ritzau Scanpix
Østrig er underlagt en hård nedlukning, hvor skoler, sportsklubber, hoteller, restauranter, kultursteder og mange butikker må holde lukket. Foto: Herbert Neubauer/Ritzau Scanpix