Tusinder sagde farvel til Moon-stifter
Flere end 30.000 sørgende sagde lørdag farvel til deres "Messias" - lederen af den nyreligiøse og stenrige Moon-bevægelse, Sun Myung Moon - i en begravelsesceremoni i Sydkorea.
Ceremonien lignede noget nær en statsbegravelse, hvor en rødlakeret kiste med den 92-årige sektleder blev båret af mænd i uniformer til en arena ved Moon-bevægelsens Forenede Kirkes hovedkvarter i Gapyeong, 60 km øst for Seoul.
På stadionet var der opsat et alter med et gigantisk portræt af afdøde Moon på et hav af blomster.
Moon døde 3. september, efter at han var blevet indlagt i august med lungebetændelse. Han grundlagde sin kirke i 1970'erne, og han byggede efterhånden et omfattende forretningsimperium op om sin bevægelse.
Moon og hans bevægelse blev kendt verden over i 1970'erne og 1980'erne, fordi den foretog massevielser af tusindvis af par ved bunkebryllupper.
Flere af de sørgende på stadionet, der var pakket til bristepunktet af grædende tilhængere, var rejst til Sydkorea fra udlandet. Og over de seneste 10 dage har flere end 150.000 sørgende besøgt stadionet for at mindes deres religiøse leder.
- Jeg er meget ked af det. Da jeg har bedt meget for ham, troede jeg, at han ville leve længere. Men han døde så pludseligt, siger Anja Brina, en sørgende fra Tyskland.
- Han var årsagen til min eksistens, da han satte min far og mor sammen, lyder det fra 18-årige Hur Yuna, hvis japanske og koreanske forældre blev gift efter at være blevet personligt udvalgt som par af Moon.
Mindetalerne blev ledet af den yngste af Moons syv sønner, hans åndelige efterfølger Hyung Jin Moon, som lovede at fortsætte arbejdet fra den "sande fader, frelser og Messias" efter hans "overgang til åndeverdenen".
Mens Moon var elsket af tilhængere, blev han fordømt af kritikere som en charlatan, der hjernevaskede kirkens medlemmer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned