Tusindvis af afghanere haster ud af Pakistan før deadline
Afghanske flygtninge og migranter ankommer til grænseovergangen Torkham på vej ud af Pakistan før en deadline. Foto: Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
1,7 millioner afghanere skal ud af Pakistan. Tusindvis søger mod grænsen i sidste øjeblik.
Tusindvis af afghanere i Pakistan er tirsdag hastet mod grænsen for at komme ud af landet.
Årsagen er, at det er sidste dag, inden 1,7 millioner afghanere har fået besked om, at de skal forlade Pakistan. Ellers risikerer de at blive anholdt og sendt ud med magt.
Der befinder sig over fire millioner afghanske migranter og flygtninge i Pakistan ifølge Pakistans regering.
Heraf har omkring 1,7 millioner mennesker ikke de nødvendige papirer, vurderes det.
Mange kom, efter at Taliban-bevægelsen igen tog magten i Afghanistan i 2021. Et stort antal har dog været der siden den sovjetiske invasion i 1979.
Taliban-regeringen i Kabul mener, at tiltaget er en slags "chikane".
- Tusindvis af afghanske flygtninge venter på deres tur i biler og lastbiler, og tallet fortsætter med at vokse, siger Irshad Mohmand, en ledende embedsmand ved grænseovergangen Torkham mellem Pakistan og Afghanistan.
- Over 10.000 flygtninge har forsamlet sig siden morgenen.
Over 100.000 afghanske migranter er flygtet ud af Pakistan siden starten af oktober.
Det var her, at Pakistans regering kom med meddelelsen om, at de 1,7 millioner afghanere, som regeringen anser for at opholde sig ulovligt i landet, havde en måned til at komme ud.
- For at undgå nogen form for ydmygelse fra de pakistanske myndigheder har jeg besluttet mig for at komme væk, sagde Zulfiqar Khan sidste uge ved grænsen.
Han blev født i en nødhjælpslejr i den nordvestlige del af Pakistan og havde troet, at han på et tidspunkt kunne blive pakistansk statsborger. Han erkender dog, at han ikke ved meget om dokumentationsprocessen.
- Jeg forlader Pakistan med tungt hjerte og i en akut stresstilstand. Jeg aner intet om livet i Afghanistan, sagde han.
Den pakistanske regering har forklaret truslen om deportationer med, at landets "sikkerhed og velfærd" skal beskyttes.
Regeringen har ifølge Reuters beskyldt afghanere for blandt andet smugling og militante angreb.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker