Tusindvis af briter i lang kø venter på at sige farvel til Elizabeth

Der er en stille og højtidelig atmosfære i Westminster Hall, mens de tusindvis af briter defilerer forbi dronning Elizabeths båre. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix

Briterne er i fuld gang med at sige et sidste farvel til deres dronning. Frem til mandag morgen ventes 750.000 at have defileret forbi hendes båre.

Offentliggjort Sidst opdateret

I en kilometer lang kø langs Themsen i hjertet af den britiske hovedstad, London, står mange tusinde briter og venter på at vise deres sidste respekt for dronning Elizabeth.

De står der nat og dag. De første stillede sig op mandag aften.

Nogle vil stå - eller sidde på medbragte stole - i køen i op til 30 timer, før de når frem til Westminster Hall, hvor dronningens lukkede båre står på en forhøjning.

Over båren ligger et flag. Der ligger blomster og forskellige kongelige smykkegenstande på den. I hvert hjørne er der levende lys.

Rundt om den står vagter, mens den lange kø stille defilerer forbi.

Dronning Elizabeth døde den 8. september i en alder af 96. Hun havde da været monark i 70 år.

Hun døde på Balmoral-slottet i Skotland, og hendes båre har også ligget på castrum doloris, "smertens leje", i St. Giles-katedralen i Edinburgh.

Onsdag aften åbnede dørene til hendes båre for offentligheden i Westminster Hall i parlamentsområdet i London.

Og frem til mandag klokken 07.30 vil dørene være åbne. Hun bisættes senere mandag.

Myndighederne venter, at omkring 750.000 mennesker vil nå at besøge Westminster Hall.

Mange af de mennesker, der kommer for at sige et sidste farvel, stopper op og står en lille stund. Andre slår korsets tegn, nogle tager deres hue eller hat af.

Ældre soldater i uniformer og med brystet fyldt med medaljer gør honnør.

Nogle kniber en tåre. Blandt dem er den 50-årige Sue Harvey.

- Inde i Westminster Hall er der faktisk meget, meget stille. Det er meget emotionelt.

I disse dage står folk i kø nat og dag i London for at se dronning Elizabeths båre. Foto: Hannah Mckay/Reuters

- Mange græder, men der er helt stille. Det er meget respektfuldt, siger hun og tilføjer:

- Jeg ville sikre mig, at jeg så hende, uanset hvor lang køen er. Jeg så hende aldrig, da hun levede.

Den 36-årige Vickie Wicks havde taget fri fra sit job på en lægeklinik for at se båren. Hun var også i tårer.

- Vagterne passede på hende en sidste gang. I hvert hjørne af båren. Det var meget smukt. Hun har fået fred.

Onsdag aften, da dørene til Westminster Hall åbnede, var køen anslået fem kilometer lang.

Den 35-årige sælger Adam Amendariz var en af dem, der stod sidst.

- Hun gav så meget til os og til verden. Det mindste, vi kan gøre, er at stå i kø nogle timer for at se båren.

Kong Charles gjorde honnør for sin afdøde mor og bærerne af hendes båre, da den onsdag blev placeret i Westminster Hall, hvor alle kan komme og se den. Foto: Pool/Reuters

Den 29-årige marketingmand Jacob Lovewell har taget en stor flaske vand med og er klar til ventetiden.

- Vi briter, vi kender til det her: at stå i kø, forklarer han.

- Det her er afslutningen på en æra og begyndelsen på en ny.

- Jeg så aldrig dronningen. Jeg har aldrig mødt hende. Men det her er en lejlighed til at sige tak og farvel.

/ritzau/

De næste dage

* Dronning Elizabeths båre ligger i Westminster Hall, hvor almindelige mennesker har en mulighed for at komme forbi og sige et sidste personligt farvel til den afdøde monark.

* Myndighederne venter, at omkring 750.000 mennesker vil have været igennem Westminster Hall inden mandag klokken 07.30, når dørene lukkes igen.

* Mandag klokken 12.00 bisættes dronning Elizabeth fra kirken Westminster Abbey. Der ventes stats- og regeringschefer fra hele verden til bisættelsen.

* Senere mandag begraves dronning Elizabeth under en mere privat ceremoni for kongefamilien i St. George-kirken i Windsor.

Kilder. AFP, Reuters

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu